Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

stærk Glødning, afkøles fra til Arl saa hurtigt — f. Eks. i Luften -—-, at Ferritten ikke ved Udskilnin- gen i dette Interval kan faa Tid til at naa ud til Over- fladen. Men man faar naturligvis des lettere denne Struktur, jo større Kornene er, thi des længere Vej maa Ferritten gaa for at naa Overfladen, og ved me- get store Korn kan man derfor endogsaa faa den, naar Afkølingen sker i en Ovn1). Ligheden mellem Fig. 25 og de Widmannstät- tenske Figurer paa Meteorjærn skyldes, al Meteor- Fig. 26. Meteorjærn fra tysk Sydvest-Afrika. Viser Widman- stiittenske Figurer. Størrelsen ca. ”/4 af den virkelige. jærn ved Afkølingen efter Størkningen har udskilt Legeringer af forskelligt Nikkelindhold i Lag paral- lele med Oktaederoverfladerne som skematisk vist paa I’’ig. 272), og at de nikkelrigere ætses mindre af Hahnemann: Einführing in die Metallographie und Wärme behandlung, 1915, S. 62, Lin. 14 f. o. og S. 67, Lin. 3 f. o. At. man kan faa Widmanstättensk Struktur ved Staal er vist af Osmond, Arnold ug især af llelaiem i Annalen des Kais. Kuss. Techn. Ver., Aug. —Septbr 1909. *) Efter Rinne: Praktische Gesteinskunde, 2te Aufl., 1905, S. 167, Fig. 232. Syre end de nikkelfattigere. Nærmere herom findes f. Eks. paa nedennævnte Steder1). Fig. 27. Skematisk Fremstilling af Lagene i de hyppigste Meteorjærnklumper. Som bekendt kan Staal tage Skade ved Opvarm- ning, idet det enten blot bliver overhedet, hvor- efter det kan forbedres igen, eller bliver f o r- b r æ n d t, hvorved det har lidt saa stærk Skade, at det ikke kan gøres godt igen. Hertil skal jeg senere komme tilbage. I begge Tilfælde viser det en Struk- tur som den viste, og en saadan er derfor altid mis- tænkelig. En grovkornet Struktur vil i det Hele ofte være Tegn paa, at Staalet er svagt, idet el Brud i Staal af samme Sort lettere foregaar ved store Korn end ved smaa. Bruddet følger nemlig enten plane Krystalflader i Kornene, eller det forløber langs Be- grænsningsfladerne imellem Kornene, eller det for- løber delvis paa den ene, delvis paa den anden Maa- de, og man kan med det blotte Øje ret godt bedømme, hvorledes det er forløbet, idet Bruddet er blankt, hvis det hell eller hbvedsageligt er forløbet langs Krystalflader, men ellers er mere mat. Nu er det jo imidlertid klart, at hvad enten Bruddet forløber paa den ene, anden eller tredje Maade, bliver Brudfladens Vej gennem Staalet kortere, naar Kornene er store, end naar de er smaa. Thi Vejen langs Begræns- ningsfladerne er selvfølgelig mindst, naar Kornene er store, men Vejen gennem Kornene langs Krystal- flader maa ogsaa blive mindst i dette Tilfælde, fordi Krystalfladerne ikke flugter i to ved Siden af hinanden liggende Korn, da disse jo er forskelligt orienterede. Naar imidlertid ét Stykke Staal, der er grovkornet, ikke des mindre undertiden kan være mindre skørt end et andet, der er finkornet, ligger dette f. Eks. i, at-de jo kan være af helt forskellige Stoffer. Saa- ledes kan kulstoffattigt, storkornet Staal, der jo næ- sten bestaar af lutter Ferrit, selvfølgelig være sejgere og langt mindre skørt end kulstofrigt, finkornet Staal. Da Fig. 22 ikke viser overhedet Struktur, skøndt det deri viste Staal er varmet lige saa stærkt ’) Do., S. 166 og 171 og Benedicks’ Afhandlinger i Nova acta regiæ societatis scientiarum Upsaliensis, serie IV, 1910, vol. 2, og i Jern Kontorets Annaler, 1917, S. 60.