Agerbrugets Naturlove

Landbrug baseret paa Stnldgjsdning. 181 Endelig maa man, naar man paa ben omtalte Maade vil bedomme en Marks Tilstand og Beskasfenhed, tage Hensyn til det foregaaende Aars Vejrforhold. Den Afgrøde, som en Mark giver i et vist Åar, er altid den storstmulige, som den under de givne Forhold knnde give; under gunstigere ydre Forhold (Vejrforhold) vilde den give et ftørre, under ugunstigere Forhold et mindre Udbytte, altid svarende til dens Jordbunds Beskaffenhed. En større Afgrøde, der er en Følge af Heldige Veirfor- hold, tager forholdsvis flere Næringsstoffer fra Marken, og de efterfølgende Afgrøder blive noget ringere. Og paa den anden Side virke saakaldte ufrugtbare Aar paa de efterfølgende om- trent som Brakaar i Halv Gjodningstilstand, det vil sige: de Afgrøder, der følge efter slette Aar, blive bedre selv under al- mindelige Vejrforhold. Med Hensyn til Udbyttet af Straa og Kjerne maa man ved de langstraaede Planter tage i Betragtning, at vedvarende Fugtighed eller Tørke forandrer deres indbyrdes Forhold. Vedholdende Fugtighed i Forbindelse med en Høi Temperatur fremmer Udviklingeu as Bladene, Straaet og Rødderne, og, idet Planten vedbliver at voxe, bruges de Stoffer, som ellers skulde anvendes til Frødannelsen, til at danne nye Spirer, — Udbyttet af Kjerne bliver mindre. Vedholdende Tørke før og under Spiringstiden frem- bringer det modsatte Resultat; det Forraad as dannende Stoffer, som er opsamlet i Roden, bruges nu i et langt større Forhold til Frødanuelfen, og Straaets Forhold til Kjeruen bliver mindre, end det vilde Have været under almindelige Vejr- forhold. Naar der tages Hensyn til alle disse Forhold, saa bliver der ved Betragtningen af de Afgrøder, som de ugjøbebe Marker gav ved de sachsiske Forsøg, kun nogle enkelte ganske alminde-