Agerbrugets Naturlove

202 Landbrug baseret paa Staldgjødning. er Kalk, Kali, Kvælstof, Fosforsyre, Magnesia eller et andet Næringsstof; det bestemmer deres Storrelse eller deres Varighed. Er dette Minimum f. Ex. Kalk eller Magnesia, saa ville Afgrøderne af Kjerne og Straa, af Roer, Kartofler eller Klover blive de samme og ikke forøges, selv om man forøger Mængden af Kali, Kiselsyre, Fosforsyre o. s. v. til det Hundreddobbelte af hvad der alt er tilstede i Jorden. Paa en saadan Mark ville Afgrøderne derimod stige ved en simpel Gjødning med Kalk; den vil, ligesaa vel som Gjødning med Træaske paa en Jord, der fattig paa Kali, frembringe langt større Afgrøder af Halmplanterne, Roer og Kløver end en stærk Staldgjødning. Den ulige Virkning paa Markerne af ct saa sammensat Gjødningsmiddel soni Staldgjødningen forklares fuldstændigt Herved. Naar man ved Staldgjødning atter bringer Afgrøderne af Marker, der ere udpinte ved Dyrkning, op til den tidligere Høide, saa er den derved foregaaende Tilførsel af alle de Næringsstoffer, af hvilke Jorden allerede har Overskud, uden nogensomhelst Betydning; kun de Bestanddele af Staldgjød- ningen udøve en gunstig Virkning, som hæve en i Jorden op- staaet Mangel paa et eller to Næringsstoffer. En Mark, som er rig paa Straabestanddele, kan ikke blive frugtbarere ved Gjodskning med Straabestanddelene i Gjødningen, medens disses Betydning er overordentlig stor for en Mark, som er fattig paa dem. Den samme Mængde Staldgjødning vil frembringe høist forfkjellige Kjerneafgrøder paa to Marker, som have lige store Overskud af Straabestanddele, men ere ulige rige paa Kjerne- bestanddele, fordi Kjerneafgrøderne maae staae i Forhold til de med Gjødningen tilførte Kjernebestanddele. Begge Makker; modtage vel lige meget af disse i de lige store Gjodnings- mængder; men da den ene Mark allerede isorveien er rigere paa Kjernebestanddele end den anden, saa maatte der tilsøies