Agerbrugets Naturlove

230 Landbrug baseret paa Staldgjsdning. kommet til sin rette Gyldighed. I den Forudsætning, at de arbeide med et Overskud af Næringsstoffer, troe de, at de kunne tage deraf saalænge, indtil der viser sig en Udartning, og at det er tidsnok at tænke paa Erstatningen. Denne Anskuelse beroer paa en urigtig Opfattelse af Hvad de selv gjore. Det kan vistnok ikke være nogen Tvivl underkastet, at det vilde staae i Strid med et fornuftigt Landbrug, at gjode en Mark, som indeholdt et Overskud af Næringsstoffer; thi i hvilken Hensigt skulde man stræbe efter at forøge Nærings- stofferne i cu Mark, hvor en Del af dem, der allerede ere tilstede, ikke kunne komme i Virksomhed paa Grund af deres Masse! Men hvorledes kan der imellem fornuftige Mænd, som selv ere nsdte tit at gjode, for at holde Afgrøderne paa samme Høide, være Tale om noget Overskud? Den simple Kjendsgjerning, sige Andre, at Agerdyrk- ningen har blomstret i visse Egne, f. Ex. i Rhinpfaltz, lige siden Romernes Tider, og at Jorden endnu der giver lige saa rige eller endnu rigere Afgrøder end i andre Lande, be- viser hvor lidt der kan være Tale om nogen Mangel, eller om at Markerne skulde være udpinte ved den stadig fortsatte Dyrk- ning; thi paa disse Steder maatte dette Fænomen fortrinsvis kunne iagttages, sorsaavidt som det overhodedet fremtraadte. Men Agerdyrkningen er endnu meget ung i de europæiske Culturlande, saaledes som vi med største Bestemthed vide det fra Karl den Stores Tid. Hans Forordninger angaaende Driften af hans Godser (Capitulare de villis et curtis im- peratoris), som indeholdt Forskrifter for deres Bestyrere, saa- vel som de Beretninger, der bleve afgivne til Keiseren af de Embedsmænd, der efter hans Befaling maatte efterse disse Landejendomme (Specimen breviarii rerum fiscalium Caroli Magni), ere uomstødelige Vidnesbyrd om, at der dengang endnu