Agerbrugets Naturlove

Landbrug baseret paa Staldgjodning. 233 mere indtrængende onskede, for at forbedre deres Stilling, end Tilladelse til at hente „Waldstreu", altsaa at maatte berøve Skoven dens naturlige Gjødning til Fordel for deres Marker; uden denne (meget usle) Hjælpegjødning vilde det pfalziske Landbrugs Fremtid være truet. Sagen er den, at en Mængde Gjødniug gnuer til Vinbjergene og Tobaksmarkerne, som ikke igjen give den tilbage; derfra hidrører ben tiltagende Mangel. Upaatvivlelig have de fleste Culturmarker i den første Tid, da de bleve dyrkede, givet rigelige, umiddelbart paa hin- anden følgende Afgrøder uden nogen Gjødskning, faaledes som det endnu er Tilfældet med mange Marker i de forenede Stater i Nordamerika. Men ingen Erfaring er mere sikker end den, at slige Marker allerede ester saa Menneskealderes Forlob ere aldeles uskikkede til Dyrkning af Hvede, Tobak og Bomuld, og at de først da atter blive frugtbare, naar man begynder at gjøde dem. Bel veed jeg, at en historisk Kjendsgjerning har lige saa lidt overbevisende Kraft for den uvidende praktiske Mand, som Kjendsgjerningerne i den politiske Historie have for den prak- tiske Statsmand, der ligeledes indretter sine Handlinger efter „Omstændighederne og Forholdene", og som ogsaa ledes der, hvor han troer at være den ledende; men det kan dog ikke blive fkjnlt for en tænkende Aand, at Loven om Erstatningens Nødvendighed fremtræder tydeligst og i sin fnldefte Virkning netop i de Lande, om hvilke vi vide med største Bestemthed, at de i over 4000 Aar uafbrudt have givet høie og con- stante Kornafgrøder, uden at modtage nogen Gjødning fra Mennefkehaand. Vi vide med største Bestemthed, at Nildalens vg Ganges- bækkenets Kornmarker kun ere varigt frugtbare, fordi Naturen i disse Egne selv paatager sig at give Erstatningen, idet Mar- kerne atter faae Betingelserne for at give Afgrøder ved Flodens