Agerbrugets Naturlove

Landbrug baseret pan Staldgjedning. 235 rig hans Mark er paa dette eller Hint Stof, og til hvor mange Hundredetusinde Afgrøder Forraadet endnu kan være tilstrække- ligt, ret som om han kunde have nogetsomhelst Gavn af at vide, hvad Jorden indeholder, naar man dog ikke kan bestemme den Del af Næringsstofferne, soin giver Afgrøderne, og Paa hvilken det egentlig kommer an. Med slige taabelige Paastande tillukke de formeligt den praktiske Mands Nine og gjore ham blind for det, som Han uden dem vilde se tydeligt. Han er kun altfor tilbøjelig til at fæste Lid til en saadan Paastand, fordi han helst ser, at man lader ham være i sin gode Ro og ikke besværer ham med at skulle „tænke", noget som ikke er hans Sag. Jeg erindrer et Tilfælde, hvor en Bedrager tilbød en rig Gentleman et Ertslag med næsten ren Lerjord til en meget høi Pris, efter først af chemiske Værker at have bevist ham, at Lerjorden var aldeles uundværlig til Fremstilling af Aluminiummetal, hvoraf hvert Pund i Handelen kostede fire Pund Sterling, og at hans Erts indeholdt næsten 80 Procent af dette værdifulde Metal. Kjøberen vidste ikke, at man i daglig Tale kaldte dette Erts „Pibeler", som i og for sig Har en meget ringe Handelsværdi, og at Aluminiummets haie Pris væsentlig beror paa de forskjellige Former, hvori Lerjorden maa omdannes, for at fremstille Metallet deraf. Paa lignende Maade forholder det sig i Regelen med Markernes Kalirigdom; naar Kaliet som saadant skal være virksomt, saa maa det sørst ved Landmandens Kunst bringes i en vis Form, uden hvilken det ingen Ernæringsværdi har; forftaaer han det ikke, saa nytter det ham aldeles ikke. Den Mening, at det kun var visse Stoffer, som Land- manden maatte give sin Mark tilbage, medens han ikke behø- vede at bryde sig om de andre, vilde ikke medføre nogen Skade, naar den, som havde den, indskrænkede ben til at gjælde for- håns Mark; men som almindelig Lære er den usand og for-