Agerbrugets Naturlove

Landbrug baseret paa Staldgjsdning. 239 noiagtig Iagttagelse af de Ukrudsplanter, font voxe vildt paa hans Marker, kan i saa Henseende ofte gavne ham mere end alle Haandbøger over Landvæsenet. Hvis de mange Personer, som ikke kjende noget til Na- turvidenskaberne, og som kun indrømme bestemte Tal, ligesom haandgribelige Ting, en vis Beviskraft, endnu efter bc fore- gaaende Udviklinger kunne nære nogen Tvivl om be europæiske Kulturmarkers Tilstand og om bct Forfald, som vort Land- brug gaaer imøde ved den almindelig anvendte Stalbgjødniugs- drift, saa kunde denne maaske bortryddes ved de statistiske Op- tegnelser over Markernes Kornafgrøder, som eïe gjorte i Tydsk- land, tildels paa Regjeringernes Foranstaltninger. For ret at kunne anerkjende den Betydning, som disse Optegnelser Have med Hensyn til det antydede Spørgsmaal maa man først klare sig, hvad man sorstaar ved en Mid- belafgrøde; man betegner saaledes den i et Tal udtrykte Gjennemsnitsafgrøde, som en Mark eller et Antal Marker, eller alle Marker i en Egn eller et Land give, og man faar bette Tal ub, naar man sammenligner alle Markers Afgrøder for en Række af Aar og dividerer meb Aarenes Antal. Hver Egn har saaledes sin egen Midbelafgrøde, efter hvilken man kan bedømme de folgende Aars Afgrøder; man taler om en halv, trefjerdedels eller hel Middelhøst, naar Afgrøden er det halve eller tre Fjerdedele af Gjennemsnitsværbien. Spørgsmaalet ont vore Kornmarkers Tilstaub stiller sig derefter saaledes: har det Tal, som til ett eller anden Tid angav Middelafgrøden, forandret sig, og i hvilken Retning? Er Afgrøden eller Tallet større end før, eller er det blevet uforandret, eller er det mindre? Er Tallet større, saa ere Markernes Afgrøder utvivlsomt tiltagne; er det det samme font før, saa har deres Tilstand ikke forandret sig, er det mindre i en Egn, saa kan der ikke være nogen Tvivl ont, at denne Egns Marker ere i Forfald.