Agerbrugets Naturlove

Ammoniak og Salpetersyre. 281 som angav dets relative Værdi; de kvælstofrigeste stode da foran de andre som de værdifuldeste. Man lagde ved denne Værdibestemmelse ingen Vægt paa Kvælstoffets Form i disse forskjcllige Gjodningsstofser, og lige faa lidt tog man Hensyn til hvilke Stoffer, der indeholdtes i dem ved Siden af Kvælstofforbindelsen. Det var aldeles lige- gyldigt om Kvælstofforbindelsen var Lim, Horn eller Wggc- hvide, saavelsom om disse Stoffer vare ledsagede af fosforsure Jordarter eller Alkalier eller ei. Torret Blod, Klove, Horn- spaaner, uldne Klude, Knogler og Rapskagemel vare Led af en og samme Række. Da man ikke ved Ordet „Kvælstof" tænkte paa nogen bestemt Forbindelse, saa var det dengang en Umulighed at paavise, at de kvælstofholdige Gjodningsmidlers Virkning stod i Forhold til deres Kvælstofmængde. Den saakaldte Kvælstoftheori blev egentlig begrundet ved Indførelsen og Anvendelsen af Peruguanoen og Chilisalpeteret. Intet Gjodningsmiddel kunde maale sig uied Guanoen i Kvæl- stofrigdom, og den overgik ogsaa alle andre ved den Hurtighed og Styrke, hvormed den virkede. Med Hensyn til Virknin- gens Styrke da stemmede denne nied Kvælstoftheorien, den sva- rede til den store Kvælstofmængde; den chemiske Analyse gav ogsaa tilfredsstillende Forklaring over den Hurtighed, hvormed Virkningen indtraadte. Den Kjendsgjerning, at Guanoen i Regelen hurtigere end andre Gjodningsmidler med den samme Kvælstofmængde drev Afgrøderne op, gjorde det øjensynligt, at den i en af sine Bestanddele besad en Egenskab, som de andre ikke havde; denne Bestanddel, tænkte man, umatte da være mere tilgjængelig for Planterne end andre Kvælstofforbindelser. Det voldte ingen Vanskelighed at udfinde denne Bestand- del. Den chemiske Analyse viste, at Peruguanoen var meget rig paa Ammoniaksalte; men Ammoniakken var allerede anerkjendt som Plantenæringsmiddel, og saaledes syntes der ikke længere