Agerbrugets Naturlove

282 Ammoniak og Salpetersyre. at være nogen Vanskelighed ved at forklare den Hurtighed, hvormed Guanoen virkede. Peruguanoen indeholdt efter denne Betragtningsmaade i Ammoniakken et af Planternes vigtigste Næringsstoffer i conceittreret Tilstand, et Stof, som, nnar det var udbredt i Jorden, kunde optages umiddelbart af Plauter- nes Rodder. Efter denne Tid opstillede man en Forskjel imellem de kvælstofholdige Gjodningsmidler; man skjelnede imellem „for- doieligt" og „svært fordoieligt" Kvælstof, idet man ved det fordoielige forstod Ammoniak og Salpetersyre, ved det svært for- doielige de andre kvælstofholdige Stoffer, som forst knnne optages og virke, esterai deres Kvælstof er gaaet over til Ammoniak. Guauoeus Evne til at forhoie Kornafgrøderne var utvivl- som, Theorien antog det for lige faa utvivlsomt, at denne Virkning beroede paa dens Kvælstofrigdom; den antog det fremdeles for sikkert, at Ammoniakken var den virksomste Del af Kvælstoffet i Guanoen. Heraf fulgte ligefrem, at Guauoeus Virkning maatte kunne erstattes ved en tilsvarende Mængde Ammoniaksalt, og denne Menings Tilhængere mente ikke at behove andet til at bringe Kornmarkernes Afgrøder op til Hvilken- somhelst Hoide, end at tilvejebringe den nødvendige Mængde af Ammoniaksalte til en passende Pris. Tidligere tænkte man : det er kun Humus, der mangler; nu tænkte man: det er knu Ammoniak, der mangler. Med Hensyn til Anskuelserne om Kvælstoffets Betydning for Planterne var denne Slutning et umaadeligt Fremskridt. Medens man tidligere ikke forbandt nogen bestemt Forestilling med Ordet „Kvælstof", havde man nu en ganske bestemt. Det, som tidligere hed Kvælstof, kaldte man nu „Ammoniak", en Forbindelse, som man kunde faae fat paa og veie, og som, ad- skilt fra alle de andre Stoffer, der ligeledes ere Bestanddele af de kvælstofholdige Gjodningsmidler, nu kunde tjene til For- søg for at prove selve Ansknelsens Sandhed.