Agerbrugets Naturlove

292 Ammoniak og Salpetersyre. Afgrødens Størrelse pr. Hektare. Schleißheim. Weihenstephan. Kjerne 115. 1699 / _,. Straa 282,6. 8030 Ialt 397,6. 4729." Kvælstofmængden forholdt sig som 1 til 2, Afgrøderne derimod som 1 til 14. Der kan efter disse Kjendsgjerninger ikke være Tale om nogen Forbindelse imellem Jordbundens Kvælstofrigdom og dens Evne til at give Afgrøde. I Virkeligheden er der heller ikke længere Nogen, som hylder denne Menings thi efterat Kroker ved sine Forsøg i Anret 1846, ved hvilke han bestemte Kvæl- stoffet i 22 Jordbnndsarter fra forskjellige Egne, havde fundet at selv en ufrugtbar Sandjord indeholdt over hundrede Gange saa meget Kvælstof, som en fuldstændig Afgrøde behøvede, inedens andre Jordsorter til en Dybde af 10 Tommer indeholdt fem- hundrede indtil tusinde Gange saa meget, — efter den Tid er der i alle Lande anstillet lignende Undersøgelser, som bekræfte de Resultater, til hvilke Kroker kom. Det er efter den Tid ganske almindeligt anerkjendt, at det store Flertal af dyrkede Marker er langt rigere Paa Kvæl- stof end paa Fosforsyre, og at Kvælstofmængden, som man Havde valgt til Maalestok for Bestemmelsen af Gjodningens Værdi, aldeles ikke kunde anvendes ved Bedømmelsen af Mar- kernes Evne til at give Afgrøde. Der opstod saaledes en uopløselig Modsigelse imellem den chemiske Analyse af Gjødningsmidlerne og af Jordbunden. I det chemiske Laboratorium kunde man nøjagtigt bestemme Gjod- niugsmidlets Værdi efter Kvælstoffets Procenttal; men saa snart Landmanden havde nedploiet sin Gjodning i Jorden, Havde Bestenimelsen af Jordbundens Kvælstofrigdom ikke nogensom- helst Betydning med Hensyn til Bedømmelsen af dens Evne til at give Afgrøde. Jstedetfor at dette ufattelige Forhold skulde Have vakt