Agerbrugets Naturlove

Ammoniak og Salpetersyre. 293 Tvivl om Rigtigheden af den herskende Anskuelse om Kvæl- stofsets fremragende Betydning, en Anskuelse, for hvilken man, som vi alt have bemærket, ikke havde det allerringeste Bevis ad Erfaringens Vei, holdt dens Forsvarere fast ved den og sogte at forklare Jordbundens Forhold ved nye og endnu mærkvær- digere Paafund. Man havde iagttaget, at en meget lille Brok- del af beit i Jordbunden tilstedeværende Kvælstofmængde i Skik- kelse af Guano, Staldgjodning eller Chilisalpeter virkelig for- øgede Markernes Afgroder, medens den Virkning, der udøve- des af andre Gjødningsmidler, som ikke indeholdt Kvælstoffet i Form af Ammoniak eller Salpetersyre, var meget forskjellig i Henseende til ben Tid, der medgik, idet nogle af disse Gjød- ningsmidler, faasom Hornspaaner og uldne Klude, virkede meget langtsomt. Dette sorte til den Antagelse, at Kvælstoffet i Jord- bunden kunde være af en lige saa forskjellig Natur som i Gød- ningsmidlerne ; at en Del var tilstede som Ammoniak eller Salpetersyre, og at dette var den, som egentlig udsvede nogen Virkning, medens en anden Del i en Skikkelse, som man aldeles ikke gjorde Rede for, slet ikke virkede. Markens Evne til at give Afgrøde skulde saaledes ikke flane i Forhold til dens hele Kvælstofmængde, men skulde kun kunne maales ved den Salpetersyre- og Ammoniakmængde, som den indeholdt. Da Tilhængerne af Theorien om Kvæl- stoffets store Betydning havde vænnet fig til at undgaae ethvert Bevis for dens Sandhed, faa gave de naturligvis ogfaa Afkald paa ethvert Erfaringsbevis for denne Udvidelse af Theorien. Man troede at kunne føre det paa folgende Maade: Naar det Kvælstof, foin en Mark gav i Kjerne og Straa, udgjorde sex, fire, tre eller to Procent af hele Jordbundens Kvælstofmængde, saa havde det sin Grnnd deri, at Marken havde indeholdt sex, fire, tre eller to Procent af sit Kvælstof i en virksom Form, medens de andre 94, 96,97 eller 98 Procent Kvælstof vare af den uvirkfomme Art.