Agerbrugets Naturlove

294 Ammoniak og Salpetersyre. Man sluttede altsaa fra Virkningen (Afgrødens Kvælstof- mængde) til Aarsagen (Mængden af det virksomme Kvælstof); Havde der været mere af den Hele Kvælftofmængde virksomt, faa vilde man have faaet Hoicre Afgroder; fik man ringere Afgroder, faa laa det i at der havde været Mangel paa virk- somt Kvælstof. Tilforte man mere virksomt Kvælstof med Guanoen eller Staldgjodning, faa fteg Afgrøderne. Med den nye Maaleftok for Bedømmelsen af Iordbmi- dens Evne til at give Afgrøde havde man factifk opgivet den gamle Maaleftok for Gjodningens Værdi. Naar man nenilig kun tilskrev Salpetersyren og Ammoniakken i Jordbunden nogen Virkning, medens man frakjendte alle andre Kvælstofforbindelser en saadan, faa kunde det aabenbart ikke gaae an, at man stillede de af Gjodningens Kvælstofforbindelser, som hverken vare Ain- moniak eller Salpetersyre, i Række med disse to Næringsstoffer. Men i Gjødningsmidlernes Værdirække indtog tørret Blvd, Hornspaaner, Lim, Rapskagemelets kvælftofholdige Bestanddele, Stoffer, som hverken indeholde Salpetersyre eller Ammoniak, en Høi Rang. Disse Gjødningsmidlers gunstige Virkning var i de allerfleste Tilfælde utvivlsom, ilten ved Analysen kunde den ikke bestemmes. Naar en Mark er bleven gjodet med Raps- kagemel, en anden ikke, faa giver hin en høiere Afgrøde af Korn eller Roer end benne, uden at man er istand til at paa- vise mere Ammoniak i den ene end i den anden. Man Havde vel antaget, at disse Gjødningsmidlers Kvælstofforbindelser, Blodets, Rapskagemelets og Limens Albumin efterhaanden om- dannedes til Ammoniak og derfor kunde virke, men man for- udsatte som en Selvfølge, at de i Jorden tilstedeværende faa- kaldte uvirkfomme Kvælstofforbindelser ikke vare istand til at give Ammoniak eller til at iltes til Salpetersyre. Man vidste vel, at en Mark, der indeholdt langt mere Kalk end en anden, ikke altid var frugtbarere for Klaver end denne; men Ingen tænkte paa at antage, at Kalken i den