Agerbrugets Naturlove

314 Ammoniak og Salpetersyre. sammen paa Ammoniakken i Staldgjodningen og ved at und- gaae unodvendigt Spild, at forsyne Madjorden med et Over- skud af Kvælstof, svarende til de andre deri tilstedeværende Næringsstoffer; og endelig er det min Mening, at Atmosfæren aarlig erstatter Landmanden det Kvælstof, som Han udforer i sine Markfrugter. Den Kvælstofnæring, som Atmosfæren og Regnen levere, svarer i det Hele taget til, hvad Kulturplanterne behøve, men for mange af dem er det dog ikke nok tit rette Tid. Mange Planter behøve, for at give det størst mulige Udbytte, i deres Vegetationstid langt mere, end hvad der i denne Tid bydes dem ved Luften eller Regnen, og Landmanden benytter derfor Foderplanterne soui Middel til at forhøje sine Markers Af- grøder. Foderplanterne, som trives uden kvælstofrig Gjoduing, samle Ammoniak fra Jorden og fortætte ben fra Atmosfæren i Form af Blod- og Kjodbestanddele; idet Landmanden fodrer sine Heste, Faar og sit Hornkvæg med Roerne, Kløverhøet o. s. v., skaffer han sig i Dyrenes faste og flydende Excrementer Foderplanternes Kvælstof i Form af Ammoniak og andre kvæl- stoprige Produkter, og han kommer faaledes i Besiddelse af et Tilskud af kvælstofrig Gjoduing eller af Kvælstof, son: han giver sine Kornmarker. Regelen er, at Landmanden i Gjødningen maa tilfore visse Planter med en svag Blad- og Rodudvikling og en kort Vegetationstid i Kvantitet, hvad de ikke hurtigt nok kunne optage fra de naturlige Kilder. Died Hensyn til den for Halmplanternes frodige Udvik- ling faa overordentlig vigtige Ophobning as Kvælstofnæring i de øverste Jordlag, som tilveiebringes ved Staldgjodningen, erkjender man let, at den væsentlig er afhængig af, at Foder- planternes trives godt.