Agerbrugets Naturlove

* ^Kr^ 316 Ammoniak og Salpetersyre. det tidligere tilstedeværende nødvendige Overskud af Kvælstof- næring efterhaanden er forsvundet under Indvirkning af de nysnævnte Aarsager; paa saadanne Marker frembringer en Gjodskning med kvælstofrige Gjodningsmidler i Begyndelsen et ganske overordentlig heldigt Resultat; senere behoves en sandan Tilforsel heller ikke for dem. Hvad der i Regelen hos Landmanden vækker en forud- fattet Mening til Fordel for de kvælstofrige Gjodningsmidler, er den store Ulighed i de unge Planters Udseende ved deres Anvendelse til flige sammenlignende Forsog. Halmplanterne paa de med Guano eller Chilisalpeter gjodede Marker udmærke sig ved en dyb gron Farve, ved bredere og talrigere Blade; men Afgroden svarer i Regelen langtfra til de Forventninger, som det gode Udseende vakte. Paa en Mark, der har en alt- for stor Rigdom af Kvælstof, indtræder en Slags Geilhed i den forste Udvikling, omtrent som i en Gjodningsbænk; Bla- dene og Straaene ere rige paa Vand og blade, ved deres altfor fremskyndede Væxt havde de ikke Tid til, samtidig fra Jordbunden at optage den nodvendige Mængde af de Stoffer, der, faaledes som Kiselsyre og Kalk, give deres Organer en vis Fasthed og Evne til at modstaae ydre fremmede Kræfter, som true deres Livsvirksomhed; Straaene vinde ikke den for- nadne Stivhed og Styrke og lægge sig let, navnlig paa Kalkgrund. I en særlig panfaldende Grad viser denne skadelige Ind- flydelse sig ved Kartoffelplanten, som, naar den voxer i en med Kvælstof overfyldt Jordbund, ofte udsættes for den faakaldte Kartoffelsyge ved en pludselig Synken af Temperaturen og ved indtrædende Fugtighed, nædens der ikke viser sig noget Spor dertil paa en tilgrændsende Kartoffelmark, der kun er gjodet med Aske. Iblandt alle de utallige Forsog, som hidtil ere anstillede af Landmænd, sager man forgjæves et eneste, som har gaaet