Agerbrugets Naturlove

382 Tillæg. ansees som en positiv Kundskab, kan i intet Tilfælde undgaae Lærlingens Opmærksomhed og danner ligesom en uforanderlig Arve-Viden. Jeg maa tilstaae, at jeg i mange Tilfælde blev grebet af en Folelfe af dyb Beskjemmelse, naar jeg ligeoverfor denne simple Viden og dens sikkre og ubestridte Anvendelse i Praxis mindedes vore hjemlige Forhold. Vi kalde os et Culturfolk, et dannet Folk; den Hoieste Intelligents Har viet sine Kræfter til Agerbruget; overalt stræbe Foreninger, Acadc- mier, chemiske Laboratorier og Forsogsgaarde efter at udvide og udbrede vor Viden. Og dog, hvor forunderligt, at vi der- hjemme trods alt dette endnu ligge i heftig, ofte bitter Strid om de forste og simpleste videnskabelige Grundregler for Ager- bruget, og at oprigtige Forskere maae tilstaae, at Summen af deres positive, ubestridelige Viden endnu er saa uendelig lille; hvor forunderligt fremdeles, at denne ringe Sum af positiv Viden endnu staaer saa uforligeligt nied den store Praxis Blandt de store Sporgsmaal, som hos os endnu ere brændende, men som her i en tusindaarig Erfarings Labora- torium for længe siden ere afgjorte, maa jeg som det vigtigste forst nævne Gjodningssporgsmaalet. For den gamle Verdens rationelt dannede Landmand, der uvilkaarligt har vænnet sig til at betragte England med sine Enge, sin enorme Fodcrvæxt- cultur, sine Fedekvægshjorder og foruden alt dette med sit stærke Forbrug af Guano, Benmel og Oliekager som Idealet og den eneste mulige Typus for et virkeligt rationelt Ager- brug, — kan Intet være mere overraskende end at se et Land i en endnu Hoiere Cultur uden Enge, uden Fodervæxtdyrkning uden et eneste Stykke Kvæg og uden den ringeste Tilforsel af Guano, Benmel, Salpeter eller Oliekager. Saaledes er Japan. Jeg kan ikke lade være at smile, naar jeg tænker Paa, hvorledes paa min Gjenuemreise gjennem England en af Kory- fæerne for dette Lands Agerbrug under Henvisning til sin rige