Agerbrugets Naturlove

390 Tillag. naar han samtidigt kunde fastholde Kvælstoffet. Hvis man, hvad jeg betvivler, kan angive en mere praktisk Frem- gangsmaade, en Methode, som forener begge Fordele — saa meget desto bedre! Men forend vi have det Bedre, skulde vi tage det Gode). 2. Topgjodskning, der rigtignok er betinget af Radcultur. 3. Flydende Gjodning; -ikke i den extravagante Skikkelse, hvori den har sogt at bryde sig en Bane i England, men i en for vore Forhold passende Udstrækning.*) Som Slutningspunkt vil jeg benytte den Meddelelse, at 4. Japaneseren Intet dyrker uden Gjodning. Han giver hver Udsæd eller hver Plante kun saa megen Gjodning, som den behover til en fuldstændig Udvikling. Om at berige Jordbunden for den kommende Tid, der- om er det ham aldeles ikke at gjore; han vil ikke mine Andet end en rigelig Afgrode efter hver Udsæd. Hvor ofte horer man ikke hos os, at den ene Slags Gjodning foretrækkes for den anden, fordi den holder længere ud; og hvor langt ere vi dog ikke, trods al vor vise Forsigtighed, blevne tilbage for Japaneferne, der kun synes at sorge for den forste Afgrode. Da de gjode til hver Frugt, og Begrebet „Brak" i den Form, hvorunder vi kjende den, er dem ganske ubekjendt, maae de fordele deres uartige Production af Gjodning over hele Over- fladen af deres Mark; dette er alene muligt ved Radsaaening og Topgjodskning. Vor lange halmede Staldgjodning og dens Ödsten over hele Fladen af den Mark, der skal gjodes, staaer i skærende Modsætning til denne rationelle Fremgangsmaade. Jeg maa endnu her tilføre, at Gjodningen fra Byerne ikke undergaaer nogensomhelst kunstig Omdannelse til Guano eller 4) S kn Anmärkning henviser Forf. her til sin fra England indsendte Beretning, som findes aftrykt i Ann. der Landw. XXXVIII Bind Pag 417 o. flgd.