Kunstindustrien Og Dens Vigtigste Frembringelser I Ældre Og Nyere Tid

17 (dannede ved Sammenføjningen af kiledannede Sten, af hvilke de lo ydersle hvile vandret paa Sidemurene, medens den midterste, Slutstenen, staar fuldkommen lodret, og som alle indbyrdes støde hverandre) har været tid- ligere kjcndt i Italien end i Grækenland (cloaca maxima i' Rom fra 6le Aarh. f. Kr.). Etruskerne frembragte ogsaa plastiske Arbejder i Metal eller Ler, men stive og haarde i Tegningen. Del mest glimrende Vidnesbyrd, om deres Kunstsands og Færdighed i Fremstillingen af mindre Kunslsager har man i de saakaldle Anlicaglier, Luxusgjenstande i Bronce eller Guld, saasorn Haand- spejle med Graveringer paa Bagsiden, fint forarbejdede Æsker (Cister*)) o. s. v. 3. Den romerske Stil. Romerne modtoge deres Kunstformer først fra Etru- skerne, senere fra Grækerne, men med deres Blik for det Praktiske og med deres tekniske Færdigheder gave de dem snart en ejendommelig Uddannelse. Fra Elruskerne henlede de Bygningskunsten, særlig Kunsten at hvælve, som saa inæglig udviklede sig under dem, og fremkaldte en hel ny og betydningsfuld Uddannelse af Arkitekturen ; de græske Former benyttede de derimod for en stor Del blot som Dekoration. Buehvælvingen udvikledes til den saakaldle Tøndehv æ 1 ving (smign. Forhallen i Thorvaldsens Museum, Fruekirke o. s. v.), en hul Halvcylinder, som hvælver sig over to ligeløbende Mure, og paa begge Endevægge, hvis saadanne findes, frembringe halvkredsformede «Skjold- buer». Ved Overskæring af to Tøndehvælvinger under ret Vinkel, over et kvadratisk Rum, opstod Krydshvæl- vingen (se Buegangene ved Krisliansborg Slot, Lofterne i nogle af Kapellerne ved Roskilde Domkirke og mange, andre), ved hvilken de fire Hvælvings ømme hæve sig fra de lire Hjørnepunkter og møde hverandre i Toppunktet *) Den berømteste er den ficoroniske Ciste i Jesuiterkol- legiet 1 Rom, beskreven i en Afhandling af P. O. Brøndsted, Kjøbhvn. 1847. Bueher. Kunstindustrien.