Kunstindustrien Og Dens Vigtigste Frembringelser I Ældre Og Nyere Tid
Forfatter: Albert Andresen
År: 1873
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 207
UDK: IB 745
Efter B. Bucher: Die Kunst im Handwerk
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
34
figurerede deres fine Tøjer, men om man i Oldtiden alle-
rede har forstaaet al paatrykke Mønsteret, er tvivlsomt
og vanskeligt at afgjøre, saalænge vi savne Levninger
af vævede Tøjer fra hine Tider. Først i det 12te Aar-
hundrede kan man med Sikkerhed paavise, at man var
fortrolig med Kunsten at trykke Mønstere paa Tøjer ved
Hjælp af Haandformer. Man pressede paa denne Maade
Forsiringer paa Silke- og LærredsslolTer, saavel som paa
Læder lil Tapeler o. lign. I Italien udførte man i det
13de og 14de Aarhundrede Modelaftryk paa Klædning-
stykker med tynde, kridt- eller gibsaglige Masser, som
frembragte tyndt paastrøgne Forsiringer. De til Tøjlryk-
ningen mest anvendte Farver i Middelalderen vare Sort
(Olie og Kønrøg) og Rødf. (Olie og Rødkridt), Guldet blev
paaført som Støv paa det endnu friske sorte Tryk. Kunsten
at anvende bevægelige Træformer ved Tøjtrykningen synes
i Middelalderen al have blomstret først i Norditalien, og
derfra at have forplantet sig lil Tydskland. Tøjtrykningen
ledede derpaa lil Opfindelsen af Bogtrykkerkunsten, hvorom
Mere senere.
For Øjeblikket er Antallet af Sloffer, saavel fra Dyre-
som Planle- og Mineralriget, der anvendes til Tøjfarver
meget betydeligt; ikke alle lade sig anvende paa ethvert
Slags Tøj, mange give forskjellige Farver eftersom de
bringes i Forbindelse med forskjellige Bejser. Saaledes
giver Aloebiller (Aloegummi) paa Silke brunligt. Purpur, paa
Uld Mørkebrunt, med forskjellige Bejser Rødt, Brunt, Blaat,
Violet eller Grønt. Til Bejserne, som senere under Tøj-
trykningen gjøres til Gjensland for nærmere Omtale, hen-
regnes forst og fremmest de organiske Stoffer Æggehvide,
Fibrin (dyrisk Trevleslof) og Kase-in (Oslestof), hvormed
Tojerne behandles, for at faa Farverne lil at fæstne paa
dem; dernæst Lerjord, Jern og Tin. Farvningen kan
frembringes paa mange forskjellige Maader, saaledes ved
Anvendelse af lo Opløsninger, som ved deres Forening
frembringe Farven, eller ved at væde Tøjet med Bejse og
derefter med Farvestof, eller ved at væde det med en
Blanding af begge Dele o. s. v.