Eksperimentel Elektronik

— 60 — decimeter av det jern som ommagnetiseres, og ör er en konstant for hvirvelstrømtapene for vedkommende jernsort, der som regel i likestrømsmaskiner kan sættes omkring 10. Denne konstant er dog meget forskjellig, ogsaa for en og samme jernsort, idet sløvt verktøi ved stansningen av platene, ujevnheter og grad i høi grad forøker den. Hertil kommer at massive jernmasser paa ankeret tillike vil øke hvirvelstrømtapene, f. eks. uisolerte ankerbolter, tykke plater for enden av ankeret o. s. v. Vi ser av vor formel at de magnetiske tap i en og samme maskin avhænger av kraftlinjetallet i maskinen, samt av omdrei- ningshastigheten. Derimot er de uavhængig av strømstyrken gjen- nem ankeret, d. v. s. av belastningen. Frekvensen i ankeret er lik hvor p er antal polpar. Forat ikke jerntapene skal bli for store, bør derfor frekvensen være lav. Er man ved konstruktion av maskinen nødt til at vælge en høi frekvens, maa induktionen i ankeret være lav. Store jerntap vil nemlig føre til at ankeret biir sterkt opvarmet, saa den grænse hvortil man kan belaste maski- nen ved stadig drift, sænkes. Desuten fører de til spild av energi. De elektriske tap optræder i ankerets og magnetfeltets vikling og som tap ved strømmens overgang fra kommutatoren til børstene. Vi vil først søke et uttryk for ankerviklingens motstånd. Har vi N ledere paa ankeret, og er længden av en halv vinding la cm., faar vi en samlet længde av ankerets kobberledning paa N • la cm. Vi antar at der er 2a veier fra børste til børste og at viklingens tversnit er qa mm2, og vi faar motstånden av ankerviklingen ved 15° C. N ■ la 0,0175 __ N 0,0175 100 ■ 2a ‘ 2a. qa ~ (2a/ ' la ’ 7ÖÖ". qa °nm' Tapene i ankerviklingen angives altid ved driftstemperatur., i almindelighet ved 55° C.; ved denne temperatur biir ovennævnte motstånd at multiplisere med 1,16. Overgangsmotstanden mellem børstene og kommutatoren lar sig vanskelig forutberegne nøiagtig. Den forandrer sig sterkt med strømtætheten under børstene. I flere tilfælder har man saaledes