Eksperimentel Elektronik

— 61 — fundet at den er omvendt proportional strømtætheten. Da denne motstånd som regel er meget mindre end motstånden i ankervik- lingen, pleier man at regne med samme overgangsmotstand ved alle belastninger; den feil man paa denne maate faar ind i de samlede tap i maskinen, biir liten. Naar man skal maale overgangs- motstanden, pleier man at benytte spændingstapmetoden og maale den ved stillestaaende anker. Den derved fundne overgangsmot- stand er noget større end den virkelige overgangsmotstand, naar maskinen er i gang. Denne sidste er vanskelig at maale. Den leil i de samlede tap og virkningsgraden som man faar ind ved at regne med overgangsmotstanden ved stilstand istedenfor ved gang, biir dog liten. For bekvemhets skyld sammenfatter vi ankerviklingens mot- stånd, overgangsmotstanden og motstånden i kommuteringspolenes vikling og kalder den motstånden fra pol til pol Ra. og de effekt- tap de foraarsaker kobbertapene i ankerets strømkreds Wkj ogsaa kaldt de kvadratiske tap, da de tiltar proportional med kvadratet paa strømstyrken gjennem ankeret. For en shuntgenerator biir Wk = (J 4- O2 • watt og for en shuntmotor Wk — (J — i)~ • Ra watt naar J er linjestrømmen og i strømmen gjennem shuntviklingen. Kobbertapene vil ved langsomtgaaende maskiner være forholdsvis større end ved hurtiggaaende. I magnetviklingen vil motstånden foraarsake effekttap lik rriot- standen ganger strømstyrkens kvadrat. For en seriemaskin faaes de lik Wm = r- • Rm. Ved shuntmaskiner spør vi som regel efter effekttapene i magnet- viklingens strømkreds, ikke bare i viklingen selv, men ogsaa i magnetregulatoren. Disse samlede effekttap til magnetisering biir lik Wm = i • E hvor E er polspændingen. Tapene ved magnetisering vil hos seriemaskinen være pro- portional kvadratet paa strømstyrken, og sammenfattes saaledes