Vejledning for Elektriske Installatører
II. Vekselstrøm

30 Jo større Faseforskydningen er, des større bliver Arealet bqc i Forhold til apb; er Faseforskydningen J/4 Periode bliver Arealerne ligestore, det vil sige, den ydre Strømkreds leverer lige saa meget Arbejde tilbage, som den modtager, og det samlede Arbejde bliver saa- ledes Nul, svarende til cp — 90° i Formlen: E = e • i • cos cp, der bliver Nul for ep = 90 °, idet cos 90 0 = Nul. Vi have hidtil tænkt os, at Selvinduktionen opstod i Solenoider og deslige, i hvilke der ikke fandtes Jern. Findes der en Jernkerne i Solenoiden, forstærkes Selvinduktionen i høj Grad, idet Jernet bliver stærkt magnetisk, det vil sige, der optræder i Solenoiden flere Kraftlinier end før, og hele Apparatet faar saaledes en større Selvinduktionskoefficient. Jernkernen vil blive ommagnetiseret 2 Gange i hver af Strømmens Perioder, og hertil vil der medgaa en ganske bestemt Mængde Arbejde, der er afhængig af den Grad af Magnetisering, Jernet opnaar. Dette Arbejde, der giver sig tilkende derved, at Jernkernen opvarmes, maa leveres af Vekselstrømmen og maa betragtes som et Energitab (Tabet ved Hysteresis (jfr. I. Del, Afsnit 23, Side 66)). — Et andet Tab, der fremkommer, saasnart der findes Metal (altsaa ogsaa Jernkernen) i et vekslende Felt, er Tabet ved Hvirvelstrømme. For at gøre dette Tab saa lille som muligt lamelleres Jernkernen i Veksel- strømmagneter al- tid paa samme Maade som Kernen i en Jævnstrøm- dynamos Anker. Til nærmere For- klaring af disse Forhold tjener føl- gende Vi have tidligere set, hvorledes den resulterende Vek- selspænding, der opstaar ved Klem- merne af en in- duktiv Modstand, egentlig fremkom- mer som den geo- metriske Sum af 2 Addenter, Komponenter, nemlig: 1) den Klemmerne tilførte Vekselspænding, og