Race-Hunde

8i god Næse hos Hunden. Løshund-Jagten er den mest an- vendte. Paa Rensdyrjagt, som selvfølgelig altid foregaar i Højfjeldet, bruges Hunden kun som »Ledehund«. Rensdyrhunden finder ligesom Elsdyrhunden Vildtet enten ved aabent Vejr eller ved at følge Sporet. Da denne lagt ofte foregaar i Terræn, hvor Grunden dannes af Ur eller bart Fjeld, stilles der store Fordringer til Hundens Næse og Klogskab. En virkelig god Rensdyrhund er for Tiden meget sjælden. Aarsaoen hertil er, at Hundene ikke længere dresseres, som de skulle; thi nu da Konkurrencen — noget, som forøvrigt er al sund og rationel Jagts Ruin — er tiltaget, kap- gaas der i Fjeldet efter Rensdyr, naar disse ere bievne observerede af flere Jagtpartier paa samme Tid. Herunder faar saa Hunden passe sig selv og tages ofte bort fra et Spor, som den har fulgt i lang Tid. Herved taber den Lysten og Forstaaelsen af at følge et bestemt Spor, naar dette krydses af andre, og forsømmer derved ofte sin aller- vigtigste Opgave, den nemlig, at følge Sporet af anskudte Dyr, som ellers maa lide en smertefuld Død. Og herved er denne, den herligste af al Jagt, bleven meget forraaet na ikke mindst af Udlændinge, hvis eneste Formaal er at faa dræbt et saa sjældent Dyr som Rensdyret. Rensdyrhunden bør nødig slippes løs, selv paa stærkt anskudte Dyr — noget som man nok enkelte Gange kan blive fristet til, naar Patronerne ere slupne op eller man af andre Grunde ’ikke kan faa skudt — thi bagefter vil Hun- den blive tilbøjelig til at bruge Øjnene og ikke Næsen, naar den er paa Jagt i Fjeldet, og da er den ubrugelig som Rensdyrhund. Dog hellere det, end at være Vidne til et skadeskudt Dyrs Forsvinden. Da Hundens Kulør maa være saa meget som mulig i Overensstemmelse med Højfjeldets Farvetoner, egner meget mørke Hunde sig ikke saa godt som de lysere. Dog har jeg ogsaa jaget med kulsorte Finnehunde efter først at have klædt dem i lysegraat Tøj. En mørk Plet i Rensdyrregionen z Nancy Madsen: Race-Hunde.