Renovationsvæsenet i København og Danske Provinsbyer
Særtryk af Tidsskrift for Sundhedspleje. 1. R. IV.

54 beliggende i Huset, synes nu nærmest bestemte til at forbitre den paagældende den Mørkets Gerning, som foregaar derinde. Ogsaa Vandklosetter fordre Lys og Luft, og det er ikke for meget sagt, at de i væsentlig Grad vilde forfejle deres Hensigt, dersom ikke Fordringerne til Klosetrummene samtidig med deres Indførelse stige. Det er lærerigt at se de Betingelser, som Londons Grev- skabsraad i et Keglement af 22. Juni 1893 har troet at burde stille som Alinimumsfordringer til saadanne Rum: naar Vandklosetter indrettes, skal i det mindste den ene Væg være en Ydervæg, grænsende til en Plads, som ikke maa være under 100 Kvadratfod i Udstrækning; intet Vandkloset maa grænse direkte op til et Opholdsrum eller til et Spisekammer; et Vindue af ikke under 2 Kva- dratfods Størrelse maa kunne aabnes ud til fri Luft; Rummet maa ventileres særskilt ved Murstensventil (air brick), Rør eller paa anden Maade. Her i Byen fordrede Sundhedsvedtægtstillæget af 19. Marts 1875 om Betingelser for Anlæget af Etageklosetter «om muligt« Ventilation til en Skorsten og henviste dem derved til en eller anden Krog i Husets Indre; dette er dog forandret i Tillæget af 15. April 1887, som kun fordrer «behørig Ventilation«. Heldigvis byder clen københavnske Byggemaade, som i Henhold til Loven fordrer særskilte Køkkentrapper, en nem Mulighed for hensigtsmæssig Anbringelse af Vandklosetter, naar blot Interessen for Sagen er vakt; Ventilationen til fri Luft kan jo for deres Vedkommende ikke volde Be- tænkeligheder, da de i Virkeligheden ere lugtfri undtagen selvfølgelig under selve Benyttelsen. At ogsaa denne Vanskelighed kan overvindes, er udenfor al Tvivl, og naar saa engang Reformen er ind- ført, vil ingen kunne forstaa, at man i saa lang Tid har