Kortfattet Lærebog I Kulturteknisk Vandbygning

87 Om Digers Planlægning og Udførelse bemærkes følgende: 1) Materialet. Diger opføres sædvanlig af Jord nu og da med Beklædning af Sten. De forskellige Slags Jord egner sig dog i meget forskellig Grad til denne Anvendelse. Ler er for saa vidt fortrinligt, som det har stor Kohæsion og er den mest vand- tætte af alle Jordarter, men det rene Ler har den Mangel, at det ved Tørring svinder ind og faar Revner, ligesom det under Opførelsen lejrer sig i Klumper, der let efterlader hule Rum. Rent Sand, der ogsaa undertiden anvendes, naar man ikke kan laa andel (paa Jyllands Vestkyst og paa Falster), har ingen Kohæsion og er ikke tæt. Hvor det anvendes, maa man derfor have meget store Tykkelser. Det bedste Materiale, der kan faas, er Blandinger af Ler og Sand, især naar Blandingen er saaledes, at den har mere af Lerets Egenskaber end al Sandets. Blandinger af den Art har man f. Eks. i den middelfine Mai skjord (Klæg), der bestaar af Ler med lidt Kvartssand; den er bedre end det rene Ler, fordi den lejrer sig bedre og mindre let faar Revner. Der kan dog forekomme Blandinger med mere Sand end ønskeligt. Muldjord (Agerjord) staar meget tilbage for den middelfine Marsk, men er bedre end Sand. Den giver ligesom Leret Betingelser for en god Græsvækst, men indeholder Orme og Insekter, hvormed følger Muldvarpe, hvis Gange er meget farlige for Tætheden og i mange Tilfælde menes at have været Aarsag til Digebrud. Tørvejord, der hyppig findes aflejret som et Lag under den ældre Mai sk, har for ringe Vægtfylde, og maa betragtes som slet skikket. For de to sidst nævnte Materialer maa man desuden paaregne en meget betydelig Sammensynkning. Hvilket Materiale, der end anvendes, maa det være frit lor indblandede fremmede Stoffer saasom Græstørv, Rødder, Grene, Spaaner, Træstykker o. 1., idet saadanne ødelægger den indre Sammenhæng og gør Diget utæt. En forglemt Trilleplanke el. 1. i et Dige er lige saa farligt som et hult Rum, idet Vandet let løber langs Siderne af den. 2) Digets Beliggenhed. Digers Beliggenhed retter sig efter Forholdene. I Marsk- egne lægges de gerne et Stykke fra Kysten (ofte 60—120 m derfra), og den største Afstand vælges paa Steder, hvor Diget ligger mest udsat og vender imod den fremherskende Vind, og hvor Bølgeslaget er størst. En saadan Ordning er hen- sigtsmæssig, fordi Bølgerne svækkes i høj Grad ved at passere et »Forland«, og undertiden tillige fordi Forlandet skal afgive Materiale til Digets Opførelse. Paa de flade Arealer indenfor Diget kan Fylden ikke altid tages med Fordel, og uden- for Diget gør de fremkomne »Pytter« saa meget mindre Skade, som de efter- haanden igen vil slikkes til af Havet. I Egne af Landet, hvor der ikke er Marskdannelse, ser man hyppig, at For- land udelades, saaledes paa Lolland og Falster, men Digerne maa da bygges stærkere, ligesom Forstranden ofte maa beskyttes sællig. Hvor Kysten langs det Areal, som skal inddiges, danner en Bugt med ikke for stor Vanddybde, vil det ofte være økonomisk fordelagtigt at føre Diget den korteste Vej tværs over Bugten i Stedet for at lade det følge Kystlinien i en Bue. Men det kræver naturligvis en Forstærkning af Diget, sædvanlig en Sten-