Materiallære For Bygningsteknikere

— 201 — Stenmassen danner i Regelen ikke et sammenhængende Hele, men er ved Revner og Sprækker delt i mindre Partier. Ofte gaar disse Revner vinkelrette paa hinanden og deler derved Stenmassen i „Bænke11, der paa den ene Side letter Brydningen, men paa den anden Side sætter en Grænse for Størrelsen af de Sten, der kan brydes, og undertiden kan Revnerne ligge saa tæt, at der i det hele taget ikke kan faas brugbare Bygningssten. 280. Brydningen foregaar i Regelen derved, at man ved Hakker og Kiler hugger en Fure i Stenen, hvorefter der neddrives Mejsler, til Stenen løssprænges efter et lodret og vandret Plan. Norsk Marmor bryder man ved at hugge cy- lindriske Huller og deri neddrive slanke Kegler. Sandstenen ved Elben brydes ved, at man undergraver Fjældsiden, der foreløbig støttes med Træstykker. Naar man er naaet et pas- sende Stykke ind, bortsprænges Støtterne, og hele Fjældsiden styrter ned. Paa denne Maade slaas der naturligvis meget til Skærver; men man sparer at borttage Afrømningen, der her er meget stor. 281. Sprængning med eksplosive Stoffer bruges ikke meget, fordi der let slaas for meget i Skærver. Af blødere Stenarter, f. Eks- Marmor, kan man udskære større Blokke af regelmæssig Form med Savtraad, der er tre sammen- snoede Traade uden Ende, som løber hen over Stenen, idet der tilføres Sand og Vand. Derved slider Traaden en Fure ned i Stenen. 282. Haarde, stærke og tunge Stenarter som f. Eks. Gra- nit og svensk Kalksten hugges i Regelen færdige ved Brud- det, fordi Arbejdslønnen som oftest er mindre der, og man sparer at transportere Affaldet. Derimod vilde det være for risikabelt ved skøre Sten, og saadanne hugges derfor sæd- vanlig 30 mm for store paa hver Led, saa der staar en „ Arbejdstomme“ til hver Flade, der kan fjernes paa Brugs- stedet. Meget fine og detaillerede Ornamenter hugges ofte, efter at Stenen er indmuret paa Plads, for at de ikke skal tage Skade ved Blokkens Opstilling og Anbringelse. 283. Hugning af Granit udføres af „Granithuggere , og