Materiallære For Bygningsteknikere

— 200 — den, og af Strukturen. En meget porøs, hullet Sten lader sig ikke polere, hvis man ikke kunstigt fylder dens Porer. Jo mere ensartet de enkelte Mineralkorn er i Haardhed, desto lettere lader Stenen sig polere. Smukkest lader de helt ensartede Stenarter som Marmor sig polere; men ogsaa Granit, Serpentin og Porfyr lader sig polere meget smukt. 277. Ildfasthed. De naturlige Sten har meget forskellig Modstandsevne mod høje Temperaturer. Bedst taales de af Serpentin, lys Glimmer, Tagskifer og Sandsten med ler- eller kiselholdigt Bindemiddel. Særlig ildfaste er Asbest og Klæbersten. Derimod er Basalt (smelter), Granit (springer), Kalk og Marmor (afgiver CO2) ikke ildfaste. Hvor Stenene kan blive udsat for stærk Ophedning, maa man ved en „Ildfasthedsprøve" forvisse sig om, at de kan taale en saadan. Den udføres ved, at man opheder en vandmættet Sten til Hvidglødhede i 1 Time og derpaa afkøler den i Vand. Stenen maa da ikke tabe sin Sammenhæng. Ved denne Prøve kan dog selv meget ildfaste Sten faa fine Revner. Ildfastheden spiller en Rolle i lidebrandstilfælde, og hvor Stenene anvendes til Ovnbygning, hvilket ofte sker i Udlandet. 278. Vægtfylden spiller en Rolle ved Stenens Transport og ved Beregningen af statiske Konstruktioner, fordi de na- turlige Stens Egenvægt er ret betydelig ved Stenkonstruk- tioner. Der er kun en ringe Forskel paa de forskellige Stenarters Vægtfylde, naar lige undtages nogle enkelte stærkt porøse og derfor meget lette, idet Vægtfylden kun varierer fra ca. 2,3—3,0. De forskellige Stenarters Vægtfylde vil blive nævnede under Omtalen af hver enkelt Art. De naturlige Stens Brydning og Tildannelse. 279. De naturlige Sten brydes med enkelte Undtagelser altid i aabne Stenbrud („i Dagen“). Som oftest er selve Sten- arten dækket af et tykkere eller tyndere Lag „Afrømning«, der først maa fjernes. Ligeledes maa Stenartens øverste Lag ofte fjernes, fordi de er mere eller mindre forvitrede eller afblegede.