Materiallære For Bygningsteknikere
Forfatter: J. Jonas, A. L. Vanggaard
År: 1922
Forlag: Jul. Gjellerups Forlag
Sted: København
Udgave: 2
Sider: 388
UDK: 69
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 199 —
for Frostbestandighed. Den udføres med Tærninger, der
først mættes med Vand og derefter fryses og optøs 25 Gange.
Frysningen udføres i en Frysekasse, hvori der ved en Kulde-
blanding tilvejebringes en Temperatur paa -4- 12 til 4- 20°,
og hver Frysning varer i 4 Timer. Derefter optøs Stenene
i Løbet af 3 Timer i Vand af 15 °. Efter hver Optøning
undersøger man, om der er sket Afskalninger eller opstaaet
Revner eller Ridser, og efter den 25de Optøning underkastes
Stenen en Trykprøve, der sammenlignes med en tilsvarende,
foretaget med samme Stensort i vandmættet Tilstand. Før
Trykprøven bestemmes Stenens Vægttab ved Frysningen.
Dette skyldes dels de afsprængte Stykker og dels det, der
er opløst af Vandet. I enkelte Tilfælde (f. Eks. ved Tagskifer)
underkastes Stenene tillige en kemisk Prøve.
275. Farven spiller den største Rolle for de naturlige
Sten, fordi det som Regel er af Hensyn til Udseendet, at de
bruges. Naar Stenene er sammensat af flere Mineraler, er
det meget ofte et enkelt af disse, der giver Stenen dens
Farvetone. Ved Granit er det Feldspatten, der giver den røde
Farve. Hos Sandsten er det Bindemidlet, der bestemmer
Farven. Undertiden findes Farven oprindelig hos Stenarten,
og undertiden fremkommer den først senere, f. Eks. ved Ilt-
ning af Jærnforilte til Jærnilte. De stribede Farver i Mar-
mor skyldes Mineraludskillelser fra Vand, der har cirkuleret
i Revner og Spalter.
Da netop Farven er af saa stor Betydning, er det natur-
ligvis af Vigtighed, at Stenen er farvebestandig. Farve-
forandringer kan især fremkomme, naar Stenen indeholder
Svovlkis, da dette som foran nævnt kan ilte sig til Ferro-
sulfat og Svovlsyre. Ligeledes kan Stenarter, hvis mørke
Farve skyldes Kulstof, delvis affarves, naar Kullet iltes.
Ogsaa andre Stenarter kan bleges af Vejrliget, og Sten, der
indeholder Jærnforilteforbindelser, kan misfarves af Rust.
276. I Forbindelse hermed staar ogsaa Evnen til at mod-
tage Politur, idet Poleringen i betydelig Grad forhøjer
Farvevirkningen. En Stens Evne til at lade sig polere af-
hænger baade af de enkelte Mineraler, der sammensætter