ForsideBøgerMateriallære For Bygningsteknikere

Materiallære For Bygningsteknikere

Forfatter: J. Jonas, A. L. Vanggaard

År: 1922

Forlag: Jul. Gjellerups Forlag

Sted: København

Udgave: 2

Sider: 388

UDK: 69

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 400 Forrige Næste
— 70 — 76. Martinstaal. Samtidig med at Bessemerprocessen fremkom, arbejdede man ogsaa ud fra andre Synspunkter paa at finde nye Methoder til Afkulning af Raajærn. Sam- mensmeltede man en Blanding af Raajærn og smedeligt Jærn samt eventuelt noget Jærnmalm, maatte man kunne frem- stille Jærn, hvis Kulstofindhold var et Middeltal af de an- vendte Jærnsorters; endvidere antog man, at Malmens Ilt vilde reducere noget af Jærnblandingens Kulstof. Methoden gik ogsaa i det smaa, naar man foretog Nedsmeltningen i Digler; men hvis man foretog Nedsmeltningen i Flamme- ovne, var Methoden uanvendelig, fordi man ikke kunde til- vejebringe saa høj en Temperatur i Datidens Flammeovne, at det fremstillede Staal kunde holde sig flydende. I 1865 lykkedes det imidlertid Franskmanden Pierre Martin, ved Benyttelsen af den nylig opfundne Siemens Regenerativfyring at konstruere en Gasflammeovn, hvori der kunde tilvejebrin- ges en tilstrækkelig høj Temperatur. Ved Siemens Regenera- tivfyring anvendes Generatorgas*), og man lader ikke den hede Forbrændingsluft gaa lige fra Ovnen og til Skorstenen, men bruger den først til Forvarmning af Generatorgassen og den til Forbrændingen nødvendige Friskluft paa lignende Maade som ved Højovnens Blæstforvarmere. Da baade Ge- neratorgas og Friskluft ledes ind i Ovnen i stærkt opvarmet Tilstand, opnaar man ved Forbrændingen en meget høj Ovntemperatur. Oprindelig arbejdede Pierre Martin kun paa at fremstille Staal til Geværfabrikation. Han nedsmeltede Puddelstaal eller Svejsejærn i et Raajærnsbad og foretog Nedsmeltningen med det lavest mulige Iltoverskud i Gas- flammen, for at der ikke skulde opstaa skadelige Ilter. Den oprindelige Martinproces kan derfor karakteriseres som en Cementering af smedeligt Jærn i et Raajærnsbad. Efterhaan- den ændredes Processen, og i Nutiden arbejdes med iltholdig Flamme, saa at Raajærnets Urenheder iltes og forslagges, og for yderligere at fremme Iltningen tilsættes undertiden *) Eller hvor Forholdene tillader det Giktgas, Stenkulsgas og un- dertiden ogsaa Oliefyring.