Materiallære For Bygningsteknikere
Forfatter: J. Jonas, A. L. Vanggaard
År: 1922
Forlag: Jul. Gjellerups Forlag
Sted: København
Udgave: 2
Sider: 388
UDK: 69
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 70 —
76. Martinstaal. Samtidig med at Bessemerprocessen
fremkom, arbejdede man ogsaa ud fra andre Synspunkter
paa at finde nye Methoder til Afkulning af Raajærn. Sam-
mensmeltede man en Blanding af Raajærn og smedeligt Jærn
samt eventuelt noget Jærnmalm, maatte man kunne frem-
stille Jærn, hvis Kulstofindhold var et Middeltal af de an-
vendte Jærnsorters; endvidere antog man, at Malmens Ilt
vilde reducere noget af Jærnblandingens Kulstof. Methoden
gik ogsaa i det smaa, naar man foretog Nedsmeltningen i
Digler; men hvis man foretog Nedsmeltningen i Flamme-
ovne, var Methoden uanvendelig, fordi man ikke kunde til-
vejebringe saa høj en Temperatur i Datidens Flammeovne,
at det fremstillede Staal kunde holde sig flydende. I 1865
lykkedes det imidlertid Franskmanden Pierre Martin, ved
Benyttelsen af den nylig opfundne Siemens Regenerativfyring
at konstruere en Gasflammeovn, hvori der kunde tilvejebrin-
ges en tilstrækkelig høj Temperatur. Ved Siemens Regenera-
tivfyring anvendes Generatorgas*), og man lader ikke den
hede Forbrændingsluft gaa lige fra Ovnen og til Skorstenen,
men bruger den først til Forvarmning af Generatorgassen
og den til Forbrændingen nødvendige Friskluft paa lignende
Maade som ved Højovnens Blæstforvarmere. Da baade Ge-
neratorgas og Friskluft ledes ind i Ovnen i stærkt opvarmet
Tilstand, opnaar man ved Forbrændingen en meget høj
Ovntemperatur. Oprindelig arbejdede Pierre Martin kun
paa at fremstille Staal til Geværfabrikation. Han nedsmeltede
Puddelstaal eller Svejsejærn i et Raajærnsbad og foretog
Nedsmeltningen med det lavest mulige Iltoverskud i Gas-
flammen, for at der ikke skulde opstaa skadelige Ilter. Den
oprindelige Martinproces kan derfor karakteriseres som en
Cementering af smedeligt Jærn i et Raajærnsbad. Efterhaan-
den ændredes Processen, og i Nutiden arbejdes med iltholdig
Flamme, saa at Raajærnets Urenheder iltes og forslagges,
og for yderligere at fremme Iltningen tilsættes undertiden
*) Eller hvor Forholdene tillader det Giktgas, Stenkulsgas og un-
dertiden ogsaa Oliefyring.