Vore Handelstraktater
Foredrag holdt paa Industrikongressen den 17. Juni 1913

5 Efterhaanden som Danmarks Stilling i Forhold til de europæiske Magter blev svagere, maatte man derfor ogsaa med desto større Ret betragte Mestbegun- stigelsesprincipet som den sikre og faste Hjørnesten for vor Traktat politik, og saaledes er det den Dag i Dag. Heller ikke er det min Opgave her at angribe en Handelspolitik, som har bragt os saa megen Gavn. Men naar der spørges, om vi ogsaa med Sikkerhed i Fremtiden kan bygge vort handelstraktatmæssige For- hold til Udlandet paa dette Princip, vil Svaret, selv fra den mest kompetente Side, sikkert blive vaklende. Dette beror paa de nye og stærke Kræfter, som ere traadte i Forgrunden som virksomme ved Handels- traktaternes Affattelse, og paa den langt større Ind- trængen i Enkeltspørgsmaalene, som karakteriserer Nu- tidens Traktatforhandlinger. Man nøjes ikke længere med en Fredsslutning, der medfører almindelige Rets- regler mellem Parterne; man vil ved Handelstraktater opnaa Lettelser for sin Handel, ved direkte Paavirk- ning og Binding af det andet Lands Toldsatser, man er kort sagt gaaet over til at slutte Traktater om selve Toldpositionerne i de kontraherende Lande. En saadan Politik medfører, at selve Traktatens Afslutning bliver en Handel, om man vil en »Heste- handel«. Den forudsætter, at begge Parter have noget at byde hinanden og Fordringer at slaa af paa, og føres efter alle Regler for do ut des Forhandlinger. Men derved kommer Mestbegunstigelsesprincipet let i Vejen. Dette, at Vedtagelsen af en Indrømmelse til et Land automatisk gaar over paa Ilandelsforholdet til et andet, hindrer jo den næste »Hestehandel«. Man har ganske vist forstaaet at hjælpe sig ved at omgaa Mestbegunstigelsesprincipet. Og dertil har man baade benyttet sindrige Fortolkninger, som f. Ex. at vor Mest- begunstigelsesret til at indføre Heste til Tyskland paa 1*