Skovfyrren Paa Tisvilde-Frederiksværk Distrikt

Forhold til Lyset. 295 riation i Mængdeforholdet mellem de forskellige Arter. I Udkanter mod Syd, hvor Lyset kan falde ind, indfinder Lyngen sig ufravigelig, og bliver Fyrreskoven aaben, breder Lyngen sig og dækker Bunden overalt. Frembringes der Fyrreskov paa lyngklædt Bund, bliver Lyngen efterhaanden langstilket og tyndt beløvet, og naar Slutning er indtraadt, dør den bort i Løbet af nogle Aar og kommer først igen, naar Bevoksningen bliver gammel og aaben. Paa den bedste Bund i Tisvilde findes der under Fyrrene en temmelig tæt Bundvegetation af Hindbær (Afd. 23), men Planterne ere meget smaa, ikke synderlig over 1 Fod høje. Om det er en særlig Form, der optræder her, eller den ringe Højde skyldes Voksestedets Ejendommelighed, ved jeg ikke. Planterne bære hvert Aar en Del særdeles velsmagende Frugter. Forskellige Racer. I foregående Afsnit bar jeg omtalt, hvorledes Skovfyr- rens Form er afhængig af Vinden og Kulturmaaden, og jeg har vist, i hvor høj Grad den lader sig paavirke af Omgivelserne. I det hele kan man sige, at der er noget holdningsløst over denne Træart. Ser man som Modsætning hen til den østerrigske Fyr, saa er der over dens Karakter noget ganske anderledes mandigt og selvbevidst; hvorledes end Forholdene ere, saa opretholder den dog sit Præg. Er Vinden end nok saa strid, den sender dog sin Stamme ret og udelt lige til Vejrs og sine Grene ligeligt ud til alle Sider; trænges den end nok saa haardt af Naboer, dens Krone beholder dog sin smukke, kegledannede Form med de jævnt opad buede Grene. Maa den give Afkald paa at bevare en stor Krone, saa lever den videre med en lille, og den undlader ikke at vedligeholde Kronens typiske