Skovfyrren Paa Tisvilde-Frederiksværk Distrikt

Forhold til Vinden. ikke har været frossen i Marts Maaned, er Affarvningen indtraadt til sædvanlig Tid. Alene det, at Jorden er kold, er tydeligvis tilstrækkeligt til at hæmme Vandopstigningen saa meget, at den ikke formaar at dække Vandtabet ved Fordampningen. I 1900 var Affarvningen usædvanlig ringe ; Vinteren havde dog været streng og vedvarende, men For- aaret var koldt og ikke synderlig blæsende. Planternes Krav til rigelig Vandtilgang gennem Rødderne har altsaa dette Aar ikke indfundet sig før samtidigt med, at Jorden er bleven tilstrækkeligt opvarmet til, at Rodvirksomheden har kunnet foregaa livligt. Om Vinteren affarves Naalene ikke, selv om det blæser nok saa meget, og om Sommeren kun i særlig stormrige Aar (1898). Da de vindudsatte unge Fyrrer hvert Aar faa røde Naale, som snart falde af, ere de meget svagt beløvede. Ved Som- mertid, naar Vaarskuddet er fuldt udviklet, er der kun en- kelte Naale tilbage paa forrige Aars Skud. Der kan dog være stor Forskel paa Træets forskellige Dele, saaledes at de lave Grene, som i Foraarstiden have været noget skær- mede mod Vinden af Træerne selv og af Bundvegeta- tionen (Lyng, Pors og Graavidje), have Naale paa to Aars- skud, medens Hovedaksen og de øvre Sidegrene ere helt nøgne paa andet Aarsskud. Paa vel beskyttede Steder have derimod de unge Træer lige saa vel som de gamle fuld Besætning af Naale paa de to sidste Aarsskud og i hvert Fald spredte Naale paa det trediesidste. Hvor en Brand- linie gennemskærer en Fyrrekultur, vil man ofte kunne se, at Træerne langs Brandliniens Vestside (Læside) have Naale paa tre Aarsskud, medens de langs dens Østside (Vindsiden) kun have Naale paa to Aarsskud og i Toppen maaske endog kun paa det sidste. De vindudsatte Fyrrers Naalefattigdom er altsaa en Følge