Haandbog I Røngten Behandling

115 Barnealderen er ingen Kontraindication, — tvært- imod. Man kunde jo a priori frygte for skadelig Paa- virkning af Epiphyselinierne og Væxtstansninger, men Erfaringen har vist, at en saadan Frygt er ubegrundet. Mennesket synes overhovedet at være en af de mest røntgenresistente Skabninger, da man hidtil ingen Er- faringer har høstet, der kunde paralleliseres med de svære Væxtforstyrrelser og Udviklingsstansninger, som saa let frembringes paa de fleste Dyrs Unger ved Rønt- genbehandling. — Overfører man de ovenfor opstillede Grundregler paa en bestemt Lidelse som f. Ex. spina ventosa, saa vil de i Praxis forme sig saaledes: I Begyndelsesstadiet, hvor der kun er en jævn diffus Fortykkelse af phalanx, og hvor Røntgenbilledet kuu viser en tb. Periostitis, hvor det mere eller mindre fortykkede Periost er løftet op fra Knoglen og skilt fra den ved en lysere Zone af Granula- tionsvæv, er Lidelsen særlig radiosensibel og Effekten ofte meget hurtig og fortrinlig, endog uden nogen anden Behandling. Det maa præciseres, at et Røntgenbillede altid bør tages, da man ofte overraskes ved at finde en lignende Periostitis paa andre Phalanger eller paa en eller flere Mellemhaandsknogler, som jo saa ogsaa maa bestraales. Er Knoglen selv medinddragen i Lidelsen, fortykket (»opdrevet«), uden normal Struktur eller med en eller flere opklarede Kaverner, vil der kræves længere gen- tagen Bestraaling, og nogen restitutio ad integrum vil ikke finde Sted, men en cicatriciel Skrumpning og nogen, større eller mindre, Forkrøbling af Phalangen. Endnu mere gælder dette naturligvis i fremskredne Former med en eller flere Fistler, med caseøse Masser og Sekvestre. Men selv saadanne Tilfælde reagere ofte godt, omend der naturligvis sker en Forkrøbling af lig- nende Art som den, der iagttages ved spontan Udhel ng. Næst spina ventosa reagere Haandledstuberkuloserne bedst. Albu og Talocruralled er strax mere resistente, og ved de endnu større Articulationer er Resultatet ofte magert 8