Haandbog I Røngten Behandling

Forfatter: S. Nordentift

År: 1917

Forlag: DE FORENEDE BOGTRYKKERIER

Sted: AARHUS

Sider: 206

UDK: 537. 531

AF

S. NORDENTOFT,

OVERLÆGE, DR. MED

Bind 1

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 232 Forrige Næste
133 behandlede Epitheliomer med Statistik over Varigheds- resultaterne existerer mærkelig nok vistnok ikke, saa at en Sammenligning altsaa ikke kan anstilles, især da Materialet for den røntgenologiske Behandlings Vedkom- mende ogsaa er sparsomt, og for en stor Del for nyt til, at Helbredelsens Varighed fuldt ud kan bedømmes. Spørgsmaalet om, hvorvidt Epitheliomer bør opereres eller røntgenbehandles, og i anden Instans om, hvilke Epitheliomer, der bør opereres, og hvilke røntgenbe- handles, kan saaledes for Tiden vanskelig beviskraftig afgøres. Mit personlige Standpunkt er, at alle Epitheliomer i første Instans bør røntgenbehandles. At de inoperable Tilfælde og Operationsrecidiverne bør bestraales, er der vel ingen Dissens om, vel heller næppe om de Tilfælde, hvor Operationen vil medføre Defekt og Vansiring. Hvilke skulde man da udelukke? De ganske smaa og friske? De giver naturligvis ved begge Behandlingsmethoder de bedste Resultater, men ganske sikkert mindst lige saa gode ved Radiotherapi; og jeg skulde være tilbøjelig til at tro, at Faren for Recidiv er størst ved Operation, som altid indebærer en vis Risiko i saa Henseende; Be- straalingen aabner dog ingen Blod- og Lymphebaner, og man kan jo dog bestraale i langt større Omfang, end man kan excidere. De meget store Epitheliomer?? De vil jo ofte byde store Vanskeligheder for Operationen, kræve Heling ved Granulation eller Transplantation eller plastisk Operation, — og selv om man naturligvis ikke altid og uden Undtagelse ser mirakuløse Helbredelser ved Røntgenbehandling, saa ser man dem dog ofte, og Resultaterne er utvivlsomt mindst lige saa gode som ved Operation og opnaaede ved langt mindre Risiko, Ubehag og Tidsspilde for Patienten. Nogle har ment, at de Former, der greb over paa Knoglevæv eller Periost, skulde være røntgenrefractære og burde opereres. Men Operationen har ingenlunde gode Chancer, og det passer absolut slet ikke, at de skulde være refractære; andre, f. Ex. Reyn, fremhæver netop, at de er taknemlige for Røntgenbehandling, og søger Grunden dertil i, at Knogle-