Haandbog I Røngten Behandling

165 mange (ogsaa af mig), at de regionære Glandler ved cancrøse Lidelser ofte paavirkes prompte og blivende. F. Ex. ved Recidiver af cancer mammæ ser man ofte dette smukt, at de supraclaviculære, infraclaviculære og axillære Glandler ofte svinde hurtig og blivende for Be- straaling, og naar Patienterne tilsidst dør af deres Lidelse, er det næsten aldrig under Udvikling af større Glandel- metastaser, men ved fjærne Metastaser eller af karcino- matøs Pleurit Ligeledes svinde jo selv store regionære Glandler ved Epitheliomer ofte blivende (se f. Ex. Illu- strationen i »Ugeskr. for Læger«, 1914, Pag. 1600). Mulig kunde det bero paa, at Canceren her er udviklet i et saa radiosensibelt Væv som Lympheglandelvæv. Visse Forfattere anse Cancer for særlig røntgen- resistent, naar den er propageret ind i Muskelvæv eller i Periost eller Knoglevæv. Bortset fra, at en saadan Cancer oftest vil være meget fremskreden og diffus, passer det vistnok ikke. Jeg har i hvert Fald hørt en Radiotherapeut hævde, at Epitheliomer, der greb over paa Periost og Knogle (Kraniet) ofte gav smukke Resultater, mulig paa Grund af kraftig Udvikling af Sekundærstraaler i den haarde Knogle. For Muskelvævets Vedkommende er det maaske rigtigt, hvad Heidenhain fremhæver, at »Muskulaturens Lymfekar er forholdsvis vide, og Musklen virker ved sin Funktion, Sammentrækning og Slappelse, afvexlende som Tryk- og Sugepumpe paa Indholdet af de i den forløbende Blod- og Lymfekar. Hvor langt derved Karcinomcellerne føres omkring i en Muskel, hvor de engang er trængt ind, er aldrig til at bestemme. Theoretisk maa man antage, at efter et Karcinoms Ind- væxt i en Muskel, er hele Musklen strax i hele sin Ud- strækning inficeret med Cancer«. Men selv om dette kan forklare de daarlige Udsigter for Tungecancer eller en Mammacancer, der er trængt ind i m. pectoralis major, saa er det jo noget helt andet, end at Canceren i Muskelvæv skulde være særlig røntgenresistent. Den er det jo ikke i Bindevæv.