Varelexikon
Under Medvirkning af ansete Fagmænd udarbeidet med særligt Hensyn til nordiske Forhold

Vaaben. 941 Vaaben. v. Vaaben inddeler man i Skydevaaben, Hugvaaben og Stødvaaben, og desuden hen- regner man ogsaa hertil de saakaldte Dæk- vaaben, saasom Kyradser, Skjold, Hjelme etc., hvilke sidste vi dog ikke skulle omtale høiere, da de ikke ere egentlige Handels- ëjenstande. — Skydevaabnene bleve op- fundne strax efteråt man i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede havde lært at kjende krudtets Virkninger og vare allerede i Brug i Frankrig i Aaret 1338, hvorfra de snart Udbredte sig til de andre Lande og kom saa- ledes ogsaa til Danmark i Aaret 1372. Man jtjelner imellem det svære Skyts, til hvis Betjening der udfordres flere Mænds Kræfter, °g Haandskydevaabnene, som benyttes af en eukelt Mand. Til det svære Skyts henreg- nes navnlig Morterer og Kanoner, af hvilke de førstnævnte ere bestemte til at udskyde Brojectiler i høie og steile Baner, imedens de sidstnævnte udskyde dem i langstrakte Baner imod verticale Maal. De første Ild- dåben vare kun korte, smedede eller metal- støbte Bør, i hvis bageste Ende der var doret et Fænghul, og hvormed man udskød kugler af Sten eller Bly med forholdsvis kun smaa Krudtladninger ; men allerede i det 15de Aarhundrede støbte man større Kanoner uf Bronce og forsynede dem med etsaakaldet Kammerstykke til at rumme Krudtladningen. Efterat man derpaa i Slutningen af samme Aarhundrede havde lært Kunsten at støbe genstande af Jern, begyndte man ogsaa at •døbe saavel Morterer og Kanoner, som ogsaa Brojectilerne dertil af dette Metal. I Slut- Uingen af det 18de Aarhundrede ophørte man aerpaa ganske med at støbe Skibskanoner af Metal, maaské mest af øconomiske Hensyn, °g gik helt over til Støbejernsskyts. Kano- erne bleve støbte i ét Stykke med fast Bund ?g et cylindrisk Løb, som enten aftog jevnt 1 Tykkelse ud imod Mundingen, eller havde Afsatser et eller to Steder, saa at Kanonen Bavde Udseende af at bestaa af flere Dele. Urnkanonerne vare omtrent af samme Form s°m Broncekanonerne, men gaves kun en større Tykkelse paa Grund af Materialets Jugere Styrke, iigesom de ogsaa forfær- uigedes med længere og videre Bør og sær- egne Kammerstykker; udvendig forsynede Uran dem dernæst med en fremstaaende Tap Paa hver Side tæt foran deres Tyngdepunct, paa hvilke Tapper Kanonen hvilede i Lavet- ten, og samtidig hermed foretog man ogsaa store Forbedringer med Affutagerne. Man jjavde saaledes Kanoner af de mest forskjel- kge Størrelser, men for at tilveiebringe en større Ensartethed i denne Henseende for krigsmateriellets Vedkommende, blev det uflerede i Midten af det 16de Aarhundrede vedtaget af Begeringerne i flere Lande kun ut lade forfærdige Kanoner i visse bestemte Størrelser, og at benævne de forskjellige Klasser efter Kuglernes Pundevægt. I Frank- rig havde man saaledes 4, 8, 12, 16, 24 og 32 Punds Kanoner, imedens de fleste andre Lande benyttede et andet System, nemlig 3, 6, 12, 18, 24, 36 og 48 Punds; i den nyere Tid er man imidlertid i de fleste Lande gaaet over til at benævne Kanonerne efter Løbenes Tværmaal ved Mundingen, saasom 2 3, 4, 7, 8 og indtil 14 à 15 Tom. Kanoner. Med Hensyn til Brugen af Kanonerne foretoges der vel i Tidens Løb mange Forbedringer, saasom ved Anvendelsen af mindre Krudt- ladninger, Brugen af Kardæsker, Granater og andre Sprængprojectiler istedetfor Kugler, Skuddets Antændelse ved Hjælp af Percus- sionslaase eller Frictionsfængrør etc., men selve Kanonerne beholdt omtrent den samme Form uforandret i flere Aarhundreder. Det var først omtrent i Aaret 1858, at der skete et vigtigt Fremskridt i Kanonfabrikationen, idet man forsynede Løbene indvendig med skrueformig snoede Biffelgange og istedetfor almindelige Kugler anvendte Støbejerns Spidsprojectiler, som paa Siderne havde frem- staaende Knopper af blødere Metal, der under Udfarten af Løbet pressedes ind i Biffel- gangene, hvorved Projectilet bragtes til at dreie sig om sin Længdeaxe, saa at det nød- tes til at holde den spidse Ende forrest paa dets Fart igjennem Luften. De riflede Ka- noner udskyde deres Spidsprojectiler med langt større Skudsikkerhed og Anslagskraft end de glatløbede og have derfor nu næsten ganske fortrængt disse sidste i de fleste Lande. I Begyndelsen støbte man dem om- trent paa samme Maade og af de samme Materialier, som man tidligere havde anvendt til de glatløbede Kanoner, nemlig Bronce eller Støbejern; men det viste sig snart, at det første af disse Metaller var for blødt og det sidste for skjørt til at modstaa Virk- ningen af de store Krudtladninger, der ofte udfordredes til at udskyde de tunge Projec- tiler, og man forsøgte derfor paa flere Maader at raade Bod herpaa, dels ved at omgive Støbejernskanoner med Staalringe, og dels ved at smede Kanonerne enten helt af Støbe- staal eller af vexlende Lag Smedejern og Støbestaal, hvilken sidste Fremgangsmaade blev opfunden i Aaret 1855 af den engelske Ingenieur Armstrong. De første Biffélkanoner vare indrettede til at lades fra Mundingen, men i flere Lande, navnlig i England og Tyskland, begyndte man allerede for en Snes Aar siden at forfærdige riflede Kanoner, som vare til at aabne og lukke i Bunden, saa at Ladningen ad denne Vei kunde bringes ind i Løbet. Begge disse Systemer benyttes nu samtidig i flere Lande, idet de begge have deres Fortrin og deres Mangler; men sand- synligvis ville dog Bagladekanonerne efter-