Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

48 Paa Risten hviler Brændslet i en Høide, som ved eet og samme Brændsel kun skal variere, eftersom man paa Ild- stedet ønsker en mere eller mindre fuldstændig Forbræn- ding (reducerende eller iltende Flamme, Forbrænding til Kulilte eller til Kulsyre), eller Brændslet er i større eller mindre Stykker, men for forskjellige Brændsler er størst ved de mindst brændbare, større t. Ex. ved Cokes end ved Træ eller ved Tørv. Til en given Varmeudvikling svarer der for hvert Brændsel et forskjelligt Ristareal, som foruden af Brændsellagets Tykkelse afhænger af Brændværdien, Forbrændingens Hurtighed, Luftforbruget, Askemængde m. m. Det »frie Ristareal«, d. e. Forholdet mellem Arealet af Mellemrummene og det hele Ristareal, maa være større ved intensivt Brændsel, som forbruger mere Luft, men maa ogsaa forøges i Forholdet til Askens Mængde og Smeltelighed samt Brændslets Bageevne, da i disse Til- fælde Luftens Gjennemgang besværes; jo stærkere Skor- steenstrækket er, desto mindre kan det frie Ristareal gjøres. Det sættes for Anthracit og Cokes til Vs, bagende Kul til V3, ikke bagende Kul til x/4, Træ og Tørv til V?. Det absolute Mellemrum mellem to Riststænger maa i hvert Tilfælde være saadant, at ikke Brændslet falder igjennem. Til Træ kan Rist undværes. Ildstedets Fyraabning lukkes i Almindelighed med en Jerndør, som ved et Mellemrum er adskilt fra Enden af Risten, forat Døren ikke ved at blive glødende skal lide for meget og udstraale for meget Varme. Askehullet ud- munder i selve Localet, hvor Ovnen staaer, eller er lukket, men staaer da ved en Kanal i Forbindelse med den frie Luft; da denne som oftest er koldere, bliver Trækket stærkere, og man undgaaer den Svækkelse af Trækket, som indtræder, naar Vinden virker sugende paa Luften i Lo- calet. Man undgaaer Vindens Indflydelse ved at anvende en Trækkanal med to diametralt anbragte Trækaabninger, som afvexlende kunne benyttes, eller to paa hinanden lod- rette Trækkanaler (som ved Glasovne).