Forelæsninger Over Technisk Chemi Ved Den Polytekniske Læreanstalt
Første halvaar

78 Kalk. Den kulsure Kalk findes i Naturen navnligt som Mar- mor, Kalksteen og Kridt. Foruden i reent mechaniske Øie- med (som Bygnings-, Vei- og Skrivemateriale), bruges den i den chemiske Industri som Bestanddeel af Glassatsen, af den Leblanc’ske og af Kryolith-Sodablandingen, som Tilslag ved Udsmeltning af Malme og til Udvikling af Kulsyre i Roe- sukkerfabriker og ved Fabrikation af tvekulsuurt Natron. I Danmark findes Kalksteen og Kridt. Faxekalken (i Faxe Bakke, Stevns Klint), er en Koralkalk, som optræder i alle Varieteter fra den stilkede til den fuldstændigt tætte, næsten marmoragtige; er den reneste Kalksteen. Derefter kommer Saltholms kalk en (Saltholm), der er fiint- kornet, krystallinsk, marmoragtig. Limstenen (Stevns Klint, Greenaa og Mariager) er en sandsteenlignende, grovkornet Kalksteen, dannet af Koralbrudstykker og Skaller af Bloddyr. Blegekridtet (Daugbjerg og Monsted V. for Viborg) er mere fiintkornet og minder om Skrivekridt. Skrivekridtet (Møen og omkring Limfjorden) er meest fiintkornet og løst. Marmor er næsten chemisk reen, me- dens almindelig Kalksteen indeholder af fremmede Stoffer kulsuur Magnesia, Jern- og Manganilter, Leerjord, Kisel- syre, de to sidste oftest som Leer. Ved Brænding, d. e. Glødning, uddrives Kulsyren af den kulsure Kalk, og tilbage bliver brændt Kalk. Kul- syren begynder at gaae bort allerede ved 300°, men i Praxis anvendes stærk Rødglødhede; Kulsyren gaaer bort ved en lavere Varmegrad, naar den fjernes efterhaanden som den frigjøres, hvilket i Praxis finder Sted ved Brændslets Forbrændingsproducter. Store eller meget tætte Stykker brænde vanskeligere, kræve høiere Varmegrad. Ved for høi Varmegrad kan Kalken blive »dødbrændt«, d. e. kan ikke lædskes, vistnok fordi Kalken er gaaet i chemisk Forbindelse med Leret. Vægttabet er større ved renere Kalksteen, Maximum 24 Procent; Formindskelsen i Rum- fang udgjor 10—-20 Proc. af det enkelte Stykke.