Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 195 - J. Løvland. Carl Berner. 0. F. Haqerup. Ove Odde. kunne ikke noksom berømme den Velvilje og Imødekommenhed, de der have mødt allevegne. Jeg for mit Vedkommende regner de Aar, jeg tilbragte i København, for den interessanteste og fornøjeligste Periode i mit Liv. Professor ved Kunstakademiet OTTO BACHE, Kommandør af Dbg., D.M. p. p. ryr, der for mig giver vor kære By sin bedste Tiltrækning, er dens Beliggenhed ved Vandet, ikke alene Sundet, men ogsaa Kanalerne, disse Minder fra dens Tilblivelse paa Holmene. Min Tur gaar jævnlig ad Nyhavn med dens morsomme Huse, ad Havnegade, Børsgade, hvor i min Ungdom de store „Finlappere" laa og strakte Bovsprydet ud mod de maleriske „6 Søstre", og naar de store Skibe tørrede Sejl” efter Regn, og Solen forgyldte det hele med den herlige Baggrund af Børsen, Slottet og Holmens Kirke, var det saa skønt et Syn, som nogen By kan opvise. Jeg gaar videre hen paa Knippelsbro, hvor Øjet kan glide fra Kalvebodstrand til Toldboden og Flaadens Leje, hvor der endnu ligger et Par af „de stolte Svaner" paa „lit de parade". Tilbage ad Christiansgade og Frederiksholms Kanal, forbi det gamle Pakhus, der har set de Svenskes Angreb paa København, Marmorbroen og den prægtige Indkørsel til Slottet. Saa kommer Gammel Strand med sin Vrimmel af Sælgekoner, Fiskere, Købere, Farver, Liv og kraftig Tale. København vil nu være en Storstad, men der er kun faa Steder, den har en ret pompøs Karakter. Jeg vil nævne Vester Boulevard, Langelinie, og hertil vil komme Christiansborg. Saa længe dens Hovedroute er snævre, bugtede Gader vil den ikke opnaa Storstads Udseende, og jeg er glad ved ikke at opleve Forvandlingen. Brygger, Dr. phil. h. c. CARL JACOBSEN, Direktør for den kgl. Afstøbnings- Samling, Kommandør af Dbg., D.M. p. p. EN Bys Fysiognomi afhænger hovedsagelig af dens Naturforhold, dens historiske Præg, dens Anlæg, Byg- ninger og Monumenter. I Henseende til Naturens Gave er København ingenlunde stedmoderligt udrustet. Dens maleriske Havn, Kanalerne og Søerne, som gennemskære den, Udsigten til Rhed og Sund er Naadegaver, vi maa prise. Derimod har Byen ikke noget synderligt historisk Præg og staar i den Henseende langt tilbage for de fleste af Europas Hovedstæder. Fra den romanske Tid findes Intet og fra den gothiske saa lidet, at det næppe er værd at nævne, naar der er Tale om Byens Fysiognomi. Fil Gengæld har Christian IV efterladt sig en rig Arv. Baade fra Slutningen af det 17de, hele det 18de Aarhundrede og fra den Harsdorff’ske Periode har den indre By modtaget et jævnt borgerligt Præg, som den endnu delvis har bevaret, og selv om der ikke er meget at rose sig af, er der fra denne tidligere Tid heller ikke noget at rødme over. Men under den politiske og materielle Udviklingsperiode, som begyndte i Midten af forrige Aar- hundrede, samt Sansen for — man kan ikke sige Skønhed, thi derom var der end ikke Tale — men blot for Sømmelighed under det fattigste Lavmaal. Stat og Kommune var lige uforstaaende for Alt, hvad der angik Byens Udseende og foregik Borgerne med det smaaligste Eksempel, og da Skønhedssans, som bekendt, ikke er de nordiske Racer medfødt, var der ingen Grænse for den Ringeagt, som vistes imod ethvert Skønhedshensyn. Og dog var det en smuk og stor Opgave, som laa for Byens Raad, da Forstæderne skulde bebygges, at tilvejebringe en Plan for Anlæget og Servituter for Udseendet.