Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 198 - Gustav Wied. Georg Brandes. Holger Drachman. Fritz Thaulow. Europas betydeligste færdselsveje. Det er byens fortid, alle dens minder fra en tid, da „Tvillingrigerne“ delte gode og onde dage, legemlig og åndelig næring med hinanden. Det er dens nutid med det pulserende liv på alle områder. Det er det, at fortid og nutid endnu på så mange måder mødes i byen, i dens gamle og nye bygværker, ikke mindst i dens rådhus, hvis bygmester med så beundringsværdigt snille har forstået at forene pietet med fortidens bedste traditioner i dansk bygningskunst med et så åbent blik for nutidens behov. Forh. norsk-svensk Gesandt i København, Kammerherre OVE GUDE, Stor- kors af Dbg. KjøBENHAVn! Den venlige kjære by, der helt fra barndommen af var porten til det fremmede, der gjorde, at overgangen til det ukjendte blev mildere, med det lokkende ved sig, at det var udlandet, men sam- tidigt, at det var saa uendelig hjemligt. Øjet hvilte med velbehag paa de kjendte historiske navne og steder, hvortil der knytter sig minder også om Norges deltagelse i stolte bedrifter, og hvor hjemligt og kjært lyste ikke Kjøbenhavn en imøde, når man kom hjem, mættet med alt udenlandsk, før man atter slog sig til ro blandt de stængende fjelde. De slanke lyse skikkelser med de sjælfulde lysende blå øjne, hvor slog de en ikke imøde som forposten for den nordiske stærke og dog så yndige slægt! Man vederkvægedes af det første pust af „Nordens ånd“. Og rådhuset - denne inkarnation af dansk kunst og væsen! De ædle rettænkte og ligesom selv rettænkende store linier, bag hvilke der skjuler sig al inderlighed, al skjønhed, al kjærlighed i det danske sind og hjerte i de rige skjønhedsfyldte detaljer! Et værk, der burde elskes af Kjøbenhavnerne som af alle danske, som et fuldttonende udtryk for det danske folks ædleste og bedste egenskaber. Kjøbenhavnerne - dygtige, driftige, foretagsomme og netop saa meget letlivede, at vi tunge fjeld- mennesker finder dem forfriskende varme, og den varmblodede sydlænding finder dem forfriskende afkjølende. Maleren ERIK WERENSKIOLD, Kristiania. Kjøbenhavn? Rødt rådhus med klokkespil, Bristol, gamle graa bygninger og kanaler Brandes, Skovgaard, xylograf Hendriksen, Bindesbøll, Johan Rohde, Zahrtmann, Karl Madsen, „den fri“ og akademiet — det er hvad der straks dukker op hos mig ved Navnet Kjøbenhavn. Og samtidig et behageligt indtryk af ånd, dannelse, kunst, dygtighed og - kritik. Det siste er der kanske tidt for meget af, der kunde trænges lidt oprørsånd, med’ nye Værdier, som kunde tænde ny glød og bringe modet og skaberevnen til at flamme op hos de unge kunstnere. Maleren FRITZ THAULOW, Kristiania, t IEG lider af ulykkelig Kjærlighed til København. Paa Kunstakademiet blev jeg erklæret for fuldstændig I talentløs, mine Udstillinger blev kaldt overfladisk Øjenslyst. J I ufornuftig Oprigtighed har jeg nok sagt, at Thorvaldsen har øvet en dødbringende Indflydelse paa Nordens Billedhuggerkunst. Og sa a har jeg foretrukket Elegance, blødt Fløjel, kælen Atlask over Snørelivet for Cheviots Saga- kvinder med Søljer og æstetisk Haar under stygge Filthatte. Men København har jeg elsket, fordi den er den dejligste af alle Flanderens Byer, de røde Tage paa Christianshavn med de grønne Taarne klinger i skønne Melodier sammen med Høstens Træer paa de gamle Volde.