Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

199 - Vieh. Andersen. Karl Larsen. Lorentz Frølich. Kristian Zarthman. Og over al denne Musik hæver Raadhuset sig op i den herligste Harmoni. Hils København og sig, at dens gamle Tilbeders Hjerte altid slaar lige varmt for sin Ungdoms Kjærlighed. Komponisten EDVARD GRIEG, Bergen, Ridder af Dbg. p. p. f DET er herligt for en Oangs Skyld at kunne udtale en hel og ubetinget Begejstring over et Kunstværk. Med denne Følelse staar jeg overfor det ny Raadhus i København. Sjælden har dansk Snille fængslet mig som her. Først beundrer jeg de rene, ædle Hovedlinier. Men fordyber mig saa i de talrige fine og aandfulde Detailler, der ganske tar mig fangen. Det er og blir sandt, at Detaillerne er alt dansk Fantasilivs Kælebørn. Og de virke her saa sympatisk, fordi de synes at være vokset lige ud af dansk Natur og dansk Tankesæt. Tilslut overser jeg atter det imponerende Hele og er ikke i Tvivl om, at den Generation af det danske Folk, der formaar at finde et saa højstemt Udtryk for sin Skønhedstrang, er kaldet til at løse store kulturelle Opgaver. Forfatteren THOMAS P. KRAG, Kristania. I EG er glad i Kjøbenhavn, fordi den er slig stilfærdig og dog durabel By. Kjøbenhavnerne som Folkefærd J kunde siges en hel Del godt om, en Del ondt om ogsaa. Men selve Byen synes mig en af de elskværdigste af Byer. Naar man kommer did: dens Væsen er ikke paatrængende, den praler ikke ved sit Særpræg, den magtstjæler en ikke - nej, den holder sig paa velopdragen Vis i Baggrunden, rolig forvisset om sit Værd. Og man kan være i godt eller slet Humør, man kan arbejde eller gaa ledig, man kan juble eller græde - Byen er med paa alt. Aa, jeg hører en dæmpet Stemme og det er gamle Kjøbenhavns: ,,Vær som Du vil hos mig. Græd og jeg skal vise Dig et sørgmodigt Aasyn. Glæd Dig og jeg skal svare Dig, at ogsaa jeg synes, at Livet mangen Gang er smukt og værd at leve.“ Forfatteren HOLGER DRACHMAN, Kommandør af Dbg. f Man udbeder sig min Mening om København. I min hede Ungdom fejdede jeg paa det mest energiske mod min Fødeby - uden at kende synderligt til den. Byen besvarede det med Velvilje. I min modne Manddom — hvor jeg kendte Byen ud og ind -- har jeg grædt Blod og Taarer over den. Byen besvarede det med stigende Velvilje. Den ligefrem smælter sine Børn. Den vil vedblive at udvide og forskønne sig. Dens Døtre bliver friskere og finere for hvert Aar. Den vil gaa frem i Velstand, Kultur og Velvilje. Men én Ting vil den aldrig blive: en stor By! Den har en Overflod af behagelige, afdæmpende, hyggelige Egenskaber. Den mangler: Lidenskab, Sans for det Ophøjede, Respekt for det Store! Prof., Dr. phil. GEORG BRANDES. MAN beder mig skrive „kortfattet, egenhændigt og tydeligt“ om København: Københavnerne undgaar det Halsbrækkende. Droskekuskene bremser ved den to Tommers Skraaning i Nygade. I norske Byer kører man i fuld Fart ned ad Bakkerne.