Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 200 Anders Bundoaard. Joseph Michaelsen. Moses Melchior. Jens W. Mørch. Københavnerne lider ikke, at man har Jag. Overalt, hvor der er en snever, aaben Dør, gennem hvilken mange Mennesker skal ud og ind, der planter en Mand sig for at hvile eller snakke og spærrer vel- villig og ligegyldig Vejen. I Nordamerika vilde han blive traadt ned. I Kobenhavn bliver der stadig flere Hunde og flere Kirker. Renligheden tager ikke til, men Fromheden. I København siges ti Gange Tak for hver Gang Ordet bruges i nogen anden Hovedstad. Tit siges paa én Gang mange tusind Tak. En stor Del af Byens Rigdom bestaar faktisk i Taksigelser. Kort sagt København er Perlen om Europas gamle Hals. ■ Forfatteren GUSTAV WIED. AF alle de europæiske Storstæder, jeg i Aarenes Løb har lært at kende, staar København, synes det mig, som en absolut Nummer Et med Hensyn til smukke Damer. Oaar man en Aften mellem seks og otte ned gennem Strøget, medens de elektriske Lamper lyser over Asfalten, og Drosker og Automobiler „flyver" afsted, møder man Flok paa Flok af de sødeste unge Piger, elegante, graciøse, skælmske, yndefulde og med denne henrivende, forforende Buelinie, som vor udødelige Holger Drachmann i sin Tid fortalte sig paa. Jeg vil derfor kalde vor Hovedstad: Staden med de skønne Kvinder! Byens Mennesker derimod er gennemgaaende knap saa kønne, men dygtige og solide, hvis de da ikke netop p. t. er ansatte ved Bankvæsenet. Prof., Dr. phil. VILHELM ANDERSEN, Ridder af Dbg. TAET sandeste man kan sige om Nyrops Raadhus, er vel til syvende og sidst, at det er Dansk. Dansk i sit Anlæg: dets „Facade vender indad", men det danske Folk har netop ogsaa sin Svaghed i „Facaden" og sin Styrke i det, der ligger bagved og som ikke enhver Tysker straks kan faa Øje paa. Dansk i sine Farver, sine røde Mursten, sin Kridt og Granit; naar man ser det nye Raadhus paa Baggrund af det gamle, faar man Hjemfølelse eller Hjemkomstglæde derved — som en der i gamle Dage kom hjem fra Latinskolen til Herregaar- den og Landsbykirken. Dansk endelig i sin Udsmykning; da man paa Indvielsesaftenen sang „Kong Kristian", mærkede man, hvor det passede, det vilde blot have passet endnu bedre, om man havde sunget „Dannevirke- visen" med, der er jo baade „Vang og Vænge" og „Bølger blaa" i Raadhusets Dekoration. Dette Hus er dansk i sin Kraft og i sin Svaghed, rankt og firskaarent, jævnt og lunefuldt, man synes, at den gyldne Borger- krone, der svæver over det, er i Slægt med Christian IV’s borgerlige Krone. Forfatteren, Prof. KARL LARSEN, Ridder af Dbg. DER var engang en By Kjøbenhavn, med høje Volde og dybe Grave, der var blevne til hundredaarige Alleer og sivkransede Indsøer. Byen laa ved Vandet, og man kunde fra Havnen gaa ad en aaben Vej udenfor dens gamle Kastel, hele seks Mile, om man vilde det, langs den skønneste Strand i Verden, med Udsigt imod høje Brinker og flade Kyster hinsides et befærdet Sund. Selve Byen bar et Præg af Historie.' Voldkvartererne var blevne til efter et Bombardement, hvorfra endnu Bomber sad indmurede i Husene. De tarvelige Boliger, med deres Potteplanter i Vinduerne, fortalte om Nøjsomhed, Flid og smaa Glæder; der var stille bag Voldene med de mægtige Trækroner, hvorfra et Skær af grønt hvilede i Luften. Hvad der fandtes i Staden af monumentale Bygninger var enten bleven skabt af Kongedømme og