Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 213 - Bernhard Olsen. Einar Holbøll. Carl Petersen. til saa stor Støtte for Aandslivet her i Danmark, og Christian d. IV’s Tøjhus, der tillige med Proviantgaarden har en saa ærværdig Alder, og som rummer saa mange Trofæer, der taler om krigerske Begivenheder baade i ældre og nyere Tid. Her findes saaledes i Tøjhusgaarden stærkt irrede Metalkanoner, der er optagne 1873 og 1875 fra Vraget af Linieskibet „Dannebrog" og er et Minde om Ivar Hvitfeldts Heltemod. Ikke langt fra dem findes de store Bomber af Jærn, der efter Sagnet skal være kastede ind i København under Belejringen 1658-59. Derhos er der Mortererne med Carl d. XI’s Navnechiffer, der erindrer om den skaanske Krig, og en Metalkanon, der er tagen, da Stenbock maatte overgive sig med hele sin Hær i Tønningen 1713. Nogle stærkt beskadigede og irrede Kanoner og Brudstykker af saadanne har oprindelig haft deres Plads paa det lybske Admiralskib „Engelen", der stod Otto Rud bi i Slaget ved Øland 1564, men 1565 ved Vaade brændte i Øresund. Nogle Kartover, som findes i Nærheden, har vist været med i de berømmelige Kampe 1510 mellem den danske Flaade under Jens Holgersen Ulfstand og Søren Nordby og Lübeckerne. Inden i Tøjhuset gemmes de store Sjældenheder, som bestaar af ældgamle Skærmbrækkere i Tømmerstokke, fundne 1847 ved Anholt i Vraget af et Krigsskib fra det 15. Aarhundrede eller muligt en endnu tidligere Tid. Oven paa i Rustkammer- salen vil enhver særlig lægge Mærke til de røde med Lilier mærkede Faner, der af danske Hjælpetropper er tagne fra de Franske ved Ramillier 1706. Kort sagt, det er en Uendelighed af gamle Minder, der fremstiller sig for Tanken ved et Besøg paa Tøjhuset og overhovedet ved at færdes paa Slotsholmen og i dens Omgivelser. Maleren E. KRAUSE. Den, man elsker, tugter man. København er min Fødeby, i den har jeg levet min meste Tid, og jeg holder af den. Men skal jeg skrive noget om den, da bliver det ikke lutter Lovord. Thi vel er jeg glad ved Byen, men jeg har ogsaa megen Grund til Misfornøjelse. For Tiden er København ved at forvandle sig fra en gammeldags til en moderne By. Det gode gamle København kender jeg fra min Barndom. Det var en ærværdig, borgerlig By med røde Tage og graa Mure, med Brosten og Rendestensbrædter, med rumlende Vogne og raabende Rejekoner. I sin tarvelige Hver- dagsdragt var Byen harmonisk og malerisk, de graa og de røde Farver stod godt sammen, Træerne gav Liv og Hygge og Tiden havde faaet Lov til at stemme alt sammen, saa at Byen fik et Enhedspræg og en Karakter, der ikke var blottet for den Poesi, som Naturen meddeler alt, hvad der bliver overladt til dens Røgt. Selvfølgelig ønsker jeg ikke, at København til evig Tid skal beholde dette Præg. Byen maa jo vokse og folge med Tiden. Nu er den jo allerede bleven, hvad man kan kalde for en lille Storstad. Men naar man ser, hvorledes denne Udvikling foregaar, fristes man næsten til at ønske, at alt kunde blive ved det gamle, indtil Kulturen er saa fremskreden, at man er sikker paa, at det nye bliver godt. Men her viser vor gode By sig som en rigtig Parvenu. Jeg taler ikke om den raa Tid i 70erne, da man sløjfede Voldene og opførte hele Kvarterer, hvis Hæslighed skamskænder Byen paa mange af de Steder, hvor den kunde være smukkest. T. Ex. Havnegade, Søerne og Voldkvarteret. Vor egen Tid har nemlig nok at opvise i samme Retning, om end i mindre Grad. Vel er Sansen for Arkitektur vaagnet og har sat mange smukke Frugter, men Vandalismen finder stadig Sted, og Forvirring og Planløshed. præger Byens nye Fysiognomi. Jeg formaster mig her til at nævne selve Raadhuspladsen som det mærkeligste Sammensurium af smukt og grimt, af forvirret Larm og Liv paa den ene Side og øde Tomhed paa den anden. Og paa sin Tur gennem Strøget har man nok af Eksempler paa, hvad planløs Bebyggelse fører til. Hvad kan det nytte, at en Arkitekt tegner en smuk Bygning, naar den ved sin Beliggenhed kommer til at skurre imod Omgivelserne. Se paa Qrundejerbanken og dens Naboer, hvorledes de staar sammen. Eller paa Citykvarteret, eller paa Nyrops smukke Bygning mellem Klosterstræde og Walken- dorfsgade. Selv kommer den ikke til sin Ret paa dette snævre Sted og dernæst spærrer den Udsigten til den dejlige Helligaandskirke. Her burde i Stedet have været en aaben Plads. Da de gamle Huse var revet ned DANMARKS HOVEDSTAD. XXVIII