Dansk Portrætgalleri
Fjerde Bind. Danmarks Hovedstad

- 214 - saa man, hvor smukt en saadan vilde have taget sig ud. En virkelig Storstad vilde have haft Raad til at ofre den Smule Grund paa Skønhedens Alter. Og mon en Storstad ikke ogsaa vilde have haft Raad til at modtage en bedre Gave fra en velmenende Rigmand, end den, der bestaar i at berøve os det herlige gamle Nikolaj Taarn og give os en Atrap i Stedet, med et Spir, der hører alle andre Steder hjemme end netop her. Frue Kirke kunde f. Eks. godt trænge til et Spir. Jeg kunde nævne adskillige andre Eksempler paa skønne spildte Kræfter, det vilde dog føre for vidt. Jeg har kun villet paapege, at der i vor Hovedstads Udvikling mangler Overblik, hvad det arkitektoniske angaar. Der burde oprettes en Afdeling af Magistraten med dertil hørende Borgmester alene for de æstetiske Hensyn. Man kalder København for Nordens Athen. Hvilket løgnagtigt Praleri er det ikke. Den store Befolkning er jo ganske ligegyldig eller vildfarende overfor et Begreb som Byens Skønhed. Eller i alt Fald ude af Stand til at faa sin Mening frem. Kritikløsheden og Autoritets- troen tillader de mærkeligste Vurderinger af,, hvad der er smukt og grimt. Under Paaberaabelse af æstetiske Krav kan Spekulationen uhindret tillade sig de værste Vandalismer. Selve Forskønnelsesforeningen har sin Del af Ansvaret for den Begrebsforvirring, der hersker paa dette Omraade. Mangen brav Københavner har vist ganske stille spurgt sig selv, hvorfor det nu skulde være saa kønt med de brogede Farver og de hvide Gesimser paa Graabrødretorv. Om det gamle Buskads ved Nyhavn, trods Bethelskibet, ikke harmonerede bedre med Omgivelserne end det nye Anlæg, der passer til Nyhavn omtrent som en Porcelænsovn til en Kahyt, og om det famøse Nødtørftshus egentlig var værre der, hvor det stod, end der, hvor det er kommet hen, nemlig paa Nørrebros Runddel, lige foran den nydelige Indgang til Assistents Kirkegaard, hvor det ganske tager Pippet fra Graverboligen med den smukke antike Façade. Dog Ret skal være Ret. Der er Gud ske Lov ogsaa kommet noget kønt imellem. Nyrop har jo gjort Vesterbros Torv helt festligt med Eliaskirken. Rolf Schrøder har ogsaa løst sin Opgave smukt med Grundtvigs Hus i Studiestræde. Mange smukke Privathuse pryder Forstæderne. Kultorvet er heller ikke ilde tjent med de nye Hjørnehuse til Købmagergade. Stockholmsgade giver en rolig og fornem Skønhed. Paa Frue Plads har vi, skønt noget sammenknebet, faaet en ret monumental Helhedsvirkning, og Slotsholmen med sine Omgivelser vil forhaabentlig for stedse blive et Skønhedscentrum her i vor By. Hvad der karakteriserer København i Modsætning til andre Hovedstæder er dens Mangel paa store Prospekter, paa Plads for Øjet og paa statelig Pragtudfoldelse, men ogsaa paa den Uhygge, der i andre Byers Fattigkvarterer træder en i Møde i langt højere Grad end her. En By som København har naturligvis andre Opgaver end at se dejlig ud. Naar jeg har holdt mig til dens ydre Fysiognomi er det ud fra den almindelige anerkendte Betragtning af de æstetiske Hensyn som opdragende Element. Som By saa Borger. Er Byen fantasiløs og skønhedsforladt, da vil den Slægt, der vokser op i den, ogsaa blive det. Paa de gamle Volde, under de stolte Trækroner har Københavnerne ind- suget den Poesi, der har skabt Guldalderlitteraturen. De trivielle Boulevarder, vi har faaet i Stedet, inspirerer ikke Sindet. Men vi har dog endnu de dejlige Parker, Frederiksberg Have, hvis Lige næppe findes mange Steder, Kastellet og Langelinje, der gør Indsejlingen til København festligere end de fleste Havnestæder har den. Paa disse Steder færdes en Ungdom, der ejer baade Skønhed og Skønhedsglæde. Lad os ikke gore den hjemløs. København er trods alt en By, der har sin Skønhed og sin Historie. Historien er snart ikke mere til at læse paa Byen. Og Skønheden skal den passe paa. Lad os haabe, at Fremtidens København maa vide at værne om begge Dele. Direktør for Dansk Folkemuseum BERNHARD OLSEN, Ridder af Dbg. SKAL jeg skrive om mine Bysbørn, Kobenhavnerne, vil jeg helst gøre det om dem, jeg er kommen saa nær, medens jeg i mange Aar var Direktør for Tivoli, det brede Lag, den bedste Del af Havens Besøgende, og navnlig dem, der kom om Søndagen. Det er dette menige Folk, som blev Havens faste Grundvold; paa den byggedes Tivolis gode Navn og Rygte og skabtes Muligheden for dens Trivsel i 64 Aar, medens Ud- landets store Folkehaver, Carstensens Forbilleder forlængst er forsvundne. Denne Livskraft hentedes fra den jævne og stilfærdige Maade, hvorpaa dette menige Folk i massevis forstod at glæde sig sammen uden Brud paa Sømmelighed. Det var den, som skabte den gode Tone, der saa urokket har været Havens bedste Smykke. Postmester EINAR HOLBØLL, Ridder af den Siamesiske hvide Elefant. Jtu elsker Dig, Kobenhavn, fordi der midt inde i Dig, som Blomstens Hjerteblade, ligger en lille By for sig, en Stad i Staden, med sin egen Kommandant og sit eget Politi - Nyboder — som gav mig mit Livs lykkelige Dage, hvor alle kendte hinanden, interesserede sig for hinanden, og hvor enhver vidste, hvad Naboen skulde have til Middag. Her red jeg paa min Gyngehest gennem Urskoven, som bestod af et Ahorntræ og et to Alen højt Hyldetræ i Gaarden, her stormede jeg den høje Klippefæstning ovenpaa Kulskuret, for saa, medens Sankt Pauls Kirkeklokker ringede Solen ned, at blive sendt efter Mælk paa Toldbodvejen til mine srnaa Søstres Aftensmad. Hvor jeg blandt Holmens faste Stok har fundet den uegennyttige Hjælpsomhed og sande Hjertets Dannelse, som ofte kan savnes i højere Kredse, og hvor den prægtige Nyboderkone bor, der, da det første Julemærke kom, nægtede at modtage 3 Julebreve, fordi der ingen Julemærker var paa.