Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

2 Hvad der förstaas ved »Sundhed« og »Sygdom«. hvilken den ene hører op og den anden begynder; tværtimod finder der en jævn Overgang Sted, som spænder over et temmelig bredt Bælte. Ikke alene har man meget ringe Grader af Sygdom, for hvilke Sprogbrugen har særegne Betegnelser saasom Upasselighed, Ildebefin- dende; men der forekommer ogsaa hos Sunde pathologiske Fænomener. Et Menneske kan saaledes meget godt have baade en og flere Skram- mer, uden at man derfor vil sige, at han er syg; først naar de for- volde Smerte eller forhindre Lemmernes Bevægelse, er man berettiget hertil. Ja, endog Manglen af hele Partier af Legemet behøver ikke altid at tydes som Sygdom, allermindst naar Savnet er udjævnet ved gradvis Tilpasning og Vane, eller især hvis der er skaffet fuld eller delvis Erstatning ved lignende eller beslægtede Organer, maaske ad kunstig Vej. Ligeledes sker det jævnligt, at en Person ikke har rin- geste Anledning til Klage over sit Befindende, at han endog har sin fulde Arbejdsdygtighed, og at han ikke desto mindre bærer paa en alvorlig Sygdom, der truer med helt at ødelægge ham inden en vis Frist. Overhovedet fungerer Organismen aldrig rent fysiologisk; nogle Mangler er der i Virkeligheden altid til Stede, men disse tør man rolig se bort fra, i det Øjeblik de ikke skade Organismen som Helhed eller true dens Bestaaen. Benyttelsen af Ordet »fysiologisk« som Modsæt- ning til »syg« er forøvrigt noget vildledende; de Love, efter hvilke Livsprocesserne styres under den syge Tilstand, ere nemlig ganske de samme som de, der beherske de pathologiske Processer; de sidste ere strængt taget lige saa fysiologiske som de første. Hos alle Mennesker har der til alle Tider hersket en sjælden Overensstemmelse om, at intet bør tilstræbes ivrigere end Sundhed og intet frygtes stærkere end Sygdom. Den romerske Digter Juvenals: »Mens sana in corpore sano« (en sund Sjæl i et sundt Legeme) er nu som da Devise for enhver, der træder i Skranken for Menneskenes Velfærd. Dette Valgsprog betyder paa ingen Maade hverken Forrin- gelse eller Underkendelse af Menneskehedens aandelige og sædelige Opgaver; nej, det udtrykker simpelthen den Overbevisning, der i vor Tid vel gjennemtrænger ethvert forstandigt Menneske, at disse over- hovedet kun kunne løses paa et fornuftigt materielt Grundlag. Af denne Anskuelse beherskedes allerede for Aartusinder siden de store Mænd, der gjorde sig det til Livsopgave at vise deres Folk den Vej, ad hvilken det vikle blive istand til at hæve sig op til Mag- tens og Blomstringens højeste Tinde. Et Værk som Mose Lov, for- fatninger som Lykurgs og Solons have allesammen det tilfælles, at de