Fornuftig Sundhedspleje
Hygiejnisk Raadgiver For Hus Og Hjem

Kød. 19 Vor Kødforsyning faa vi mest fra Hornkvæget og Svinet, i mindre Udstrækning fra Faaret, endvidere fra Vildt, Fugle og Fisk, og hertil komme endelig nogle Krebsearter og Østersen. • De to sidst- nævnte staa saa højt i Pris, at de kun som Delikatesse komme paa den Velhavendes Bord; væsenlig det samme gælder om det iøvrigt meget æggehviderige Vildt, og Fuglene ere ogsaa i Almindelighed tem- melig dyre; i de senere Aar har Hestekødet og det importerede Rens- dyrkød faaet nogen Afsætning her i Landet, men den langt overvejende Hovedrolle som almindelig Næring spiller Okse-, Svine- og Faare- (Lamme-) samt Fiske-Kødet; det sidstnævnte afgiver en god Erstatning for de andre Kødsorter, og enhver Bestræbelse for at ophjælpe Fiske- riet, særlig Havfiskeriet, maa derfor hilses som et afgjort Fremskridt. Af Indvoldene staa Milten, Nyrerne og Leveren højst i Værd; særlig Leveren af godt fodrede eller især af fedede Kreaturer har paa Grund af dens store Fedtindhold en betydelig Næringsværdi; derimod indtage Lungerne kun en underordnet Plads. Blodet af Slagtedyrene gaar trods et Æggehvideindhold af ca. 20 °/0 i Reglen helt tabt for Er- næringen; kun Svine- og Kalveblodet finder Anvendelse ved Tilberedning af Blodpølser og Blodbudding. Kødets Beskaffenhed afhænger af en hel Række Omstændig- heder. Unge og sunde Dyrs Kød er blødt og velsmagende, gamle Dyrs haardt og sejgt. Sidstnævnte Egenskaber har Muskelsubstansen altid umiddelbart efter Slagtningen; først de ved Døden indtrædende Forandringer gøre den løs og mør, og af denne Grund maa Kødet helst ligge nogen Tid (kortere eller længere i Forhold til Luftens høj- ere eller lavere Varmegrad), før det spises. Undtaget herfra er kun Kødet af Fisk (ogsaa Krebs og Østers), der er: jo friskere, desto bedre. Kødets Næringsværdi stiger med dets naturlige eller under Tilberedningen tilsatte Fedtindhold. Dets Fordøjelighed er fortrinlig; ved udelukkende eller overvejende Ernæring med Kød er Afføringen overordenlig unge, et Bevis for, at Næringsstofferne udnyttes paa en ubetydelig Rest nær. Et voksent Menneske er vel i Stand til at fortære indtil 1000 Gr. Kød, og kan taale dette, men som Regel plejer man ved et Maaltid ikke at indtage mere end 200—300 Gr. En Forskel i Fordøjelighed er der mellem de fedtrige og de fedtløse Kødmasser til Gunst for de sidstnævnte, og dette er vel Grunden til, at de magre Stykker ved Lænden, Baglaaret, Skulderbladet o. a. betales bedre end de fedtrigere fra Bugen og Brystet. Blandt de forskellige Kødsorter gælder det saakaldle hvide Kød, nemlig af Fjerkræ (f. Eks. Høns, 2*