Klitterne I Vestjylland Og Paa Bornholm

99 Der afholdtes da d. 11. Juni 1759, en Synsforretning over Engene og Klitterne, hvori det hedder: »Den ved Nymindegab og Havbredden beliggende store Sand- banke, Mjølen kaldet, fra hvilken tillige med de to nær sønden for beliggende høje, nøgne Sandbjerge, som ere af vidtløftige Strækninger, og fra hvilke tre grumme fornemmelig den første en umaadelig Udfyldning i den hule Fjord af 2 Mils Længde og en Mils Bredde — er virket saaledes, at nu bemeldte store Strækning af tør og slet (fladt) Sand, hvor tilforn og endnu for faa Aar siden har været 2—3 Favne Vand, med lave Vande og tørt Vejr og Blæst gør samme skadelige Effekt med sin Flugt og Opfyldning paa grøn Jord og omgrænsende Enge, som bemeldte for- dærvelige Sandklitter i sig selv«. I denne Synsforretning deltog Kristen Hansen til Lønborggaard, der i en Synsforretningen ledsagende Indberetning til Amtet siger: »Jeg vilde ej have troet den forunderlige og utrolige Opfyldning af Flyve- sand i Fjorden, hvis jeg ej nu selv saa det, og da alle paastaa, at Sandbjergene des- uagtet er uformindskede, hvo kan og bør da ikke frygte, at den liden tilbageværende Sandrende i Synderenden af Fjordens østre Side (Søndre Dyb) kan fyldes«. Synet over Mjølerne foreslog Hjelmeplantning som det virksomste Middel til at dæmpe Sandflugten; det hedder herom: »Der bør plantes Hjelme paa 4 dif- ferente Punkter, hvert Sted af lige Størrelse, nemlig 4—6 Favne i Kvadrat. Plant- ningerne skal gaa fra Sydvest til Nord mod Øst og begynde paa de 3 mest farlige Bjerge«. Disse Plantninger var nærmest et Forsøg; thi Aaret efter,’ nemlig d. 9. Maj 1760, indstiller Kristen Hansen til Amtet, at de nye Hjelmeplantninger skal vente til efter St. Marti Dag (11. November) for at se, hvordan de gamle Plantnin- ger er slaaede an. »Dersom dette er Tilfældet, da er intet Arbejde at lægge højere Flid paa end Plantning af Sandbankerne; thi det siger sig selv, at være uendelig mere bekosteligt at dige i den kostbare Eng og gøre dermed samme til Sanddiger, end ved Plantning at gøre nøgne Sandbjerge grønne og i dets Hjelme standse Sand- flugten. Mændene fra Sønder Bork skulde forskaffe Hjelmen og plante den; de øv- rige Lodsejere i Marsken skulde oprense Afløbene fra Engene. Det synes, som om disse Plantningsforsøg næppe lykkedes rigtig; thi Sandflugten var endnu voldsom i Aarhundredets Slutning og Professor Wiborg skriver herom: »Hele den sydvest- lige Del af Ringkjøbing Fjord er opfyldt med Sand, saa at man nu kan køre i Fjor- den, hvor man tilforn sejlede og fiskede. Ved høje Vande staar denne Sandopfyld- ning under Vand, men hele Sommeren knyger Sandet over den. Dette Sand kom- mer fra Lønne Klitter samt .fra en betydelig Strækning af nøgne og meget store Klitter, Kaaben eller Midtmjølen kaldet (d. v. s. Bjaalund), der begrænser den til- føgne Flade mod Vest og Nordvest. Saa snart det blæser af Sydvest, Vest eller Nordvest, har den stærkest Sandflugt Sted paa den omtalte Flade«. Her er det 3. Trin i Sandflugtens Historie. Fygningen fra St. Bjaalund (Midtmjølen) og Lønne Klitter (Lille Bjaalund, Gødelbjerge), medens Sandflugten fra Klithaerne endnu ikke var standset, som det senere skal vises. 7*