Klitterne I Vestjylland Og Paa Bornholm

103 De Husstolper, der tales om at skulle jordgraves, er efter al Sandsynlighed hug- get i Skovene i Omegnen. Den 26. Marts 1852 arbejdede Klitvæsenet sig frem til Statshjælp og fik sine Bestillingsinænd lønnede af Staten, men under Amtmændenes Overledelse. Først ved Lov af 27. September 1867 blev Overledelsen af Sandflugtstrækningerne lagt i en Klitinspektørs Haand. I ældre Tider arbejdedes der ofte med en meget betydelig Arbejdsstyrke, endog op til flere Hundrede Mand. At det undertiden har knebet for Sandnugtskommis- særerne at holde Orden paa en saadan Styrke, fremgaar af en Skrivelse i Rigsarkivet fra Kommissær Petersen, der foreslaar Anskaffelse af Uniform, idet han mener, at en saadan har ikke ringe »Indflydelse paa den ringeste Klasse af Bondestanden.« Ogsaa disse nyere Dæmpningsmaader var ofte Grund til mange Klager og Mis- fornøjelser E. Dalgas omtaler dette i sin Beskrivelse af Ribe Amt 1830, hvor han giver os et Indblik i Amtets Udseende paa den Tid. »De Lande eller Strækninger af Flyvesand, som findes i den nordøstlige Side af Amtet, ere i det hele ubetydelige og for længe siden saaledes dæmpede, at videre Opsyn med clem maaske er ufornødent. Af betydeligere Omfang og ulige større Interesse ere Klitterne, som ved den nordvestlige Kyst af Amtet slutte den Kjæde af Sandbjerge, der strækker sig langs Jyllands Vestkyst. Fra Blaabjerg i Henne Sogn ser man, saa langt Øjet rækker mod Nord og Syd, nøgne, vilde Bjerge, bæ- rende Præget af den frygtelige Ensomhed. Saa vidt Forf. har kunnet erfare, have ingen betydelige Oversandinger fundet Sted i de sidste 100 Aar, og naar man tager Hensyn til, at de til Sandflugtens Dæmp- ning trufne Foranstaltninger ere af et meget yngre Aarstal, synes Nogles Mening, at man har anset Tingen vigtigere end den i Virkeligheden er, ikke at være ganske aden Grund. Der er derfor dem, der tro, at Arbejdet i Klitterne meget vel kunde indskrænkes. Denne Indskrænkning vilde være saa meget mere at billige, som man, støttet paa de forrige Tiders Erfaring, nok kan antage, at Sandflugten, overladt til sig selv, højst kunde ødelægge de Byer, som ligge Kysten paa 1 eller 2 Mil nær, og at altsaa de udenfor denne Linie liggende Beboere altsaa aldeles ingen Nytte have eller nogensinde kunne have af det Arbejde, de forrette. Ubilligt er det uden- tvivl at paalægge den ene Borger en Forpligtigelse for at sikre den andens Existens. Den Byrde, at møde et Par Gange om Aaret 3—4 Mil fra Hjemmet for flere Dage i Rad at arbejde med Heste og Folk, er ikke saa ubetydelig, som man har ladet den gjælde for. I al Fald menes, at Sandflugtskommissionen meget vel kunde undværes og Opsynet med Klitterne besørges af Herredsfogeden; ligesom at Ar- bejdet kunde bortliciteres til øvede Folk, og Staten saaledes 1) faa nogle tærende Lemmer mindre at underholde, 2) de hyppige Klager over maadelig forrettet Ar- bejde undgaas«. Medens Dalgas saaledes ser paa den praktiske Side af Sagen, opholder St. St.