Klitterne I Vestjylland Og Paa Bornholm

6 den herskende Vindretning, disse Klitter kaldes Rimmer, og er i Grunden kun de tilbageværende Spidser af Buerne paa en vandrende Klit. Midterpartiet af Buen vælter sig fremad, og Spidserne formaar ikke at komme med, men bliver tilbage, og betegner Vejen hvor den vandrende Klit er gaaet. En af de længste Rimmer er Engklitten ved Skagen. Klittens Højdevækst. Naar en Klit er begroet med Marehalm som har den Egenskab, at den vokser bedre jo mere Sand den faar over sig, vedbliver Klit- ten at vokse i Højde, idet Marehalmen bliver ved at skyde i Vejret, og Sandet ved- blivende samler sig i Marehalmen og højner Klittens Top. Man kan saaledes for- følge Marehalmens Rødder lige til Klittens Grundflade ofte 20—30 Fod. I større sammenhængende Klitpartier, hvor Vinden ikke udhuler Klittens Vestside, op- naar Klitten den største Højde; derimod foregaar der paa de bueformede Vandre- klitter, hvor Vinden udhuler Vindsiden, stadig Nedstyrtninger af Klittens Top, som tidligere er omtalt, og Hojdevæksten hæmmes. Er Toppen paa saadanne brede Klitpartier tillige begroet med Hvideris, der udøver megen Modstand mod Vinden, har Klitten Vanskelighed ved at komme i Bevægelse og vedbliver at vokse i Højden. Sandets Fugtighed i Klitten. Det er kun paa Overfladen at Klitten er beklædt med tørt Sand, i det indre er dette stedse mer eller mindre fugtigt. Man behøver sjældent at grave mere end x/2 Alen ned i en Klits Top for at træffe fugtigt Sand. Jo finere Sandet er, desto bedre holder det paa Fugtigheden; ifølge »Die Diinen« indeholder Sandkorn paa x/20 Linie i Diameter 27,6 °/o Vand, paa l/15 Linie 20,5 °/0 paa 1/10 Linie 17,6 °/0 Vand. Saaledes er det finere Sand gunstigere for Vegetationen end det grovere, hvilket har sin store Betydning for de i de senere Aar paabegyndte Plantninger og er Grunden til, at disse kunne udholde selv meget tørre Somre paafaldende godt. Klittens Vegetation bestaar hovedsagelig af Hjelme, som har sit Hjem i det bevægelige Flyvesand, og som bliver plantet i Rader for at opfange Sandet og paa mange Steder er Aarsag til, at Marker ere bievne skannede for Ødelæggelse ved Sandflugt. Marehalm har lignende Egenskaber, men er mere sjælden. Sandstar tager sig karakteristisk ud paa nøgne, helst lidt fugtige Sandflader, i det den underjordiske Stængel kryber flere Favne i lige Linie under Sandet og betegner sin Vej ved for hvert Kvarter at sende sine Skud op. Endvidere kan nævnes Sandskæg, Sandrottehale, Mandstro, Graaris og Stedmoderblomst, der ofte kan give Klitten et blaaligt Skær, samt Rævlinger, der i Klittens varme, hvide Sand op- naar en enorm Størrelse og Frugtbarhed, i det ofte Planten helt skjules af de sorte glinsende Bær.