Klitterne I Vestjylland Og Paa Bornholm

128 af bemeldte 3 Sogne, der lønnes med de indkomne Mulkter og Frihed for Ekstra- skat, samt Frihed for Udskrivning til Kongens Tjeneste. Hesselmed, den 27. Nov. 1771. C. Hansen.« Fanø. »1633. Klage fra Sønderho paa Fanø over Sandets Ødelæggelser. 1637. Det Øland Sønderho paa Fanø var for nogle Aar siden vel ved Magt, men paa nogle Aar tog Fiskeriet meget af, hvorved Beboerne blev meget forarmede og formedelst idelig Stormflod og Sandknog er nu 48 Ejendomme med Grund, Bygning og Boested aldeles ødelagte, som er 1/3 af Landet, de to andre Parter beboes endnu, men Jorden er overløben med Sand, og næsten øde. De søge om Eftergivelse af Landgilde 48 øde Steder, hvilken endnu kræves efter de gamle Jordbøger.« (Top. Saml. Fanø 8. 2—3.) Som det fremgaar heraf er det i en forholdsvis sen Tid, at Sandflugten begyndte paa Fanø i Modsætning til andre Steder i Landet. Ved den Tid bevilgede Kristian den 4. daværende Sognepræst i Sønderho aarlig at oppebære Kongetiende af Tjære- borg Sogn, efterdi Sønderho er en Udø, som er meget Sand paa, hvilket fordriver og fordærver Kornsæden der paa Landet. 1637 har samme Konge givet Bønderne paa den By Sønderho i Riberhus-Læn, som formedelst skadelig Stormflod og Sandknog er geraadne i Armod, Lindring i deres aarlige Landgilde. Men paa østre Side af Landet er gode Marskenge og godt. Agerland, hvilket, naar det hviler, bærer overmaade skønt Græs og mest hvide Smærler, som Beboerne, saa vidt de ej slaas, betjene sig af med største Sparsomme- lighed til deres Kreaturers Tøjring. I 1661 indberetter Præsten, »at Sønder og Nørhaa Sogn paa Fanø svarer intet, da Sognene aarligen fordærves af Sandknog. Vinterrug saas der intet af paa Landet. Præstegaardens Mark, som ligger sønden for Kirken, til hvilken var 6 Agre, hver Ager 160 Fod lang og 70 Fod bred, forringes aarligen.« Sandflugten har efter alt at skønne raset stærkest paa Fanø i de hundrede Aar mellem 1560 og 1660. I 1573 bevilger Kong Frederik II Sognepræsten paa Fanø, Hr. Søren Trugelsen» at være fri for Sandfred at give af halvandet Skib, som han selv om Aaret udreder til Søs, efterdi hans Ejendom meste Parten af Sand var for- dærvet og en stor Del af Bøndernes Ejendomme af Sand ødelagt, saa han ikke kunde have enten Avl eller Tiende, som andre Præster for hannem.« Da man skulde tro, at de foregaaende Præster havde klaget over Sandflugtens Ødelæggelse, hvis der var Grund dertil, kan man heraf slutte, at Sandflugten har været uden videre Betydning paa Fanø førend 1571.