Om en ny Metode til Bestemmelse af Overfladespænding

- 5 - Del bortfalde. Boringen var altsaa nu ren cylin- drisk, blot var den inderste Kant afrundet for at undgaa Kantvirkning. Boringer af denne Type gav, saa længe de endnu var nye, d. v. s. et Par Dage, meget smukke V2-h- Kurver, og de umiddelbart fundne Værdier for Overfla- despændingen reduceredes alle ved Poiseuille’s Udtryk til een og samme Værdi meget nær ved den rigtige. Herved varieredes Boringens Længde fra 0,5 til 8 mm, medens Diameteren varieredes fra ca. 1,5 til 2,4 mm. (Forsøg Nr. 57—63). Paa dette Stadium af Arbejdet begyndte jeg at undersøge Hulpladernes Ændringer i Tidens Løb, og her- ved viste det sig snart, at de borede Paraffinhulplader lod meget tilbage at ønske. Naar en saadan Hulplade hav- de henligget et Par Uger, udviste V2-h-Kurven en meget forøget Punktusikkerhed. Særlig stærk var Degeneratio- nen ved de længere Boringer, medens den ved en Bo- ring med en Længde paa 0.5 mm var praktisk set forsvindende, i ethvert Fald inden for et Tids- rum af ca. 3 Uger. Der var herefter ingen Tvivl om, at Hulplader med saa kort en Boring som muligt burde anvendes, naar Degenerationen skulde undgaas. Saadanne Hulplader kan, som Pladen paa de 0.5 mm viste, drejes ud af massiv Paraffin, men naturligt var det at prøve, om det ikke lod sig gøre at anvende Pla- der af »armeret« Paraffin, d. v. s. paraffineret Papir, i hvilke Hullerne fremstilledes ved en Huggepibe. Det viste sig straks at være muligt, og saaledes førtes jeg da til den i Fig. 5 viste Form for det straaledannende Element. Hul- Obføbt aJ" Fig- 5. pladen har her Form af en rund Oblat, der er klæbet fast i en i en Staalprop neddrejet, cirkulær Fordybning. Fremstillingen af denne Type »Hulplader« er en yderst simpel Sag og kan, naar Staalproppen foreligger, fore- tages i Løbet af nogle faa Minutter. Oblaten klæbes fast med Paraffin, idet man i Forvejen har opvarmet Prop- pen til en saadan Temperatur, at Paraffinen netop fly- der. Naar Oblaten er lagt ned i det neddrejede Spor hvis Bund er dækket af et tyndt Lag flydende Paraffin føres Hulpladen hurtigt ind under en Vandstraale, før- end Varmen har bredt sig ind til Randen af det udhugge- de Hul. Det gaar nemlig ikke an, at Paraffinen langs Hul- lets Kant smelter, idet Randen derved vilde blive ure- gelmæssig. Naar Hullet er skaaret med en skarp og regel- mæssig Huggepibe, staar Kanten overordentlig skarpt, og Huldiameteren kan udmaales med betydelig Sikkerhed — for Eks. med et Par //s Sikkerhed — ved Hjælp af et Mikroskop. Og i øvrigt aabner der sig ved den betrag- tede Fremstillingsmaade Mulighed for en Reproduktion — ved Anvendelse af samme Huggepibe —- af det straale- dannende Element med væsentlig samme Sikkerhed som den, hvormed Maalingen af Hullet kan foretages. Med Hulplader af paraffineret Papir eller Karton udførtes der nu en Del Forsøg. Ved en første Række (Forsøg Nr. 69, 70, 72a, b, c, 73a, b og 74a, b) var Hullerne virkelig »hug- gede« ud, idet det paraffinerede Papir under Hugget var anbragt paa en Ambolt af Messing. Paa den Maade fik man meget skarpkantede Huller. Den Rand, der skulde vende ind imod Reservoiret, rundedes noget af med en Naal. Der benyttedes Papir og Karton af ret forskellig Tykkelse, fra ca. 0.27 mm til 0.92 mm i paraffine- ret Tilstand. Det tyndeste (Forsøg Nr. 69) gav en svagt krummet Kurve, de andre igav retliniede Kur- ver, der imidlertid næsten alle led af en betydelig Punktusikkerhed eller Ubestemthed i deres øverste Del, altsaa ved højere Tryk. Det kunde undertiden se ud, som om to Strøinningsformer var mulige ved disse Tryk, idet man skiftevis kunde faa en nor- mal Værdi ög en anomal Værdi svarende til et mindre Volumen pr. Sekund. Den Værdi, der betegnes som nor- mal, var herved den, der sluttede sig til Rækken af Punk- ter paa Kurvens nederste, regelmæssige Del. Denne sid- ste Del kunde benyttes og blev benyttet til en Bestemmel- se af h0 ved Ekstrapolation. Aarsagen til Usikkerheden ved de højere Tryk opklaredes ved Forsøg med Kvik- sølvstraaler. Den var at søge i Uregelmæssigheder i den Kant, der vendte indad mod Reservoiret. Ved at drage Nytte af Erfaringer fra Kviksølvstraaleforsøg lykkedes det fuldstændigt at undgaa Virkningen og naa til en Løs- ning af Hulpladeproblemet Løsningen bestaar i, at man Fig- 6. presser Hullet ud i Stedet for at slaa det. Derved faar det en Profil som den i Fig. 6 antydede, med en jævnt Fig. 7.